To koreografer tager i Dansk Danseteaters dobbeltforestilling Don’t Leave Me Alone udgangspunkt i det samme, men havner vidt forskellige steder.

Den belgiske sanger og komponist Jacques Brels Ne me quitte pas har givet titlen til hele danseteatrets suite med den engelske titel, og begge koreografers afsæt er det enkelte menneskes reelle eller latente ensomhed.

De er begge hollændere med en baggrund i den klassiske ballet og en sikker sans for den moderne dans: Wubkje Kuindersma, der selv tidligere har været en del af Dansk Danseteaters kompagni, står bag den første danseforestilling, Tales Of a Nordic Mind - en lidt dyster og klagende historie om længsler og store afstande. Og Didy Veldman er kvinden bag den levende og humoristiske collage Frame Of View. Denne sidste af dobbeltforestillingen havde separat premiere i New York for snart ti år siden. Den førstnævnte havde urpremiere den 30. januar 2018 i forbindelse med denne turneforestilling.

Paralleller til nutiden
Begge danseforestillinger varer cirka 40 minutter og har en god kontrast til hinanden. Tales Of a Nordic Mind er en melankolsk dans i en enkel scenografi af glasplader, der spiller med på de flotte billeder - her kan danserne både spejle sig og agere som mindre gestalter i et andet lag, når de bevægelser sig bag glaspladerne - og lader en solodanser eller en duet fortælle en historie i forgrunden.

Flere steder i forløbet gemmer alle otte dansere sig bag glaspladerne. Man drager uundgåe­ligt paralleller til nutiden, hvor en stor del af moderne menneskers interaktion med hinanden foregår bag skærme. Den slovenske danser Jernej Bizjak har et stærkt parti, hvor han vrider kroppen på og omkring et bord, og kompagniet undgår det synkrone og spiller på ensartede, men forskudte bevægelser. Det var ikke altid, at disse sad lige i øjet. Mon det er meningen, at vi skal  reflektere over de åbenlyse forskelle i timingen? Koreo­grafien taler under alle omstændigheder til følelserne, og med et båndet akkompagnement af strygermusik i mol får eftertanken masser af rum.

Kuriøse skift
Så er der mere schwung over anden halvdel, Frame Of View, hvor der med tre farvede døre på en sort baggrund spilles på et rum, der åbnes og lukkes samt på overraskende og kuriøse skift i stemninger, følelser og positioner. Danserne går ud og ind ad dørene, nogle gange uden om og oven på. Der hviskes, og der danses i slow, og de enkelte korte scener griber ind i hinanden og muterer sig til nye.

Dansene er både ensomme og desperate og står i modsætning til gruppe- og pardanse, med fest, farver og sågar konfetti. Musikken går fra muntre chansons, dæmpede ballader til en melodiøs vuggende sats fra Offenbachs Hoffmanns eventyr.

Samtidig med, at koreografien har kant, er den også løssluppen og flere steder overordentlig morsom. Vi kommer igennem hele følelsesregistret, og når det enkelte individ står uden for gruppen - hvor det jo er gruppens regler, der gælder - sidder man uvilkårligt og tænker over, hvem der mon er mindst frie, når det kommer til stykket.

Særdeles virkningsfuld er en scene, hvor konturerne af en fremmed mands krop tegner sig bag det elastiske lærred i en af dørene og bliver til en tre-dimensionel, men anonym skikkelse - hvis hånd stikkes ind gennem brevsprækken og løfter den letlevende kvinde. Det er virkelig godt tænkt - og går lige ind hos publikum.

Rækkefølgen af de to danseforestillinger er den rigtige: Det lidt tungsindige til at starte på, og det hurtige og livfulde til at lukke af med. Som altid er det smidig og spændstig dans, som Dansk Danseteater disker op med.