Den danske sangerinde og revyskuespiller Liva Weel har ikke været noget nemt menneske at skulle omgås. Havde hun levet i dag i diagnosernes tidsalder, ville vi have sagt, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse i stil med borderline. Fra mennesker, der kendte hende, og portrætter på teater og tv ved vi, at hun havde voldsomme og svingende følelser og kunne svine andre mennesker til, hvis de forlod hende. Selv havde hun ingen problemer ved at vende ryggen til andre.

Der tegnes ikke noget glansbillede af Liva Weel (1897-1952) i Folketeatrets kabaret om den danske komedienne, som kom til at løbe kunstnerisk parløb med forfatteren, samfundsrevseren, instruktøren, arkitekten (og meget mere) Poul Henningsen. Ellen Hillingsø har hovedrollen i kabaretten, der både er på danmarksturne og vises på Folketeatret på Nørregade i København . Det faktum, at kabaretten sendes på turne, har formentlig været udslagsgivende for scenografien, der er noget spartansk.

Men det generer slet ikke; for der er til gengæld masser af bevægelse og musikalitet i de tre skuespillere, der bevæger sig udenom Ellen Hillingsø. Birgitte Raaberg, Henrik Kofoed og Karsten Jansfort, der springer mellem flere forskellige roller. Instruktøren Rolf Heim har dog fået den simple, men gode ide at lade de tre aktører præsentere deres forskellige roller før forestillingen går i gang.

Af udseende er Ellen Hillingsø måske ikke det mest oplagte valg som Liva Weel, der havde en lidt anden fremtoning end den slanke Hillingsø. I de sidste år af sit liv havde Liva Weel en sygdom, der gjorde, at hun fik smerter, når hun sank sin mad. Derfor var det lettere at drikke - og det var ikke bare saftevand, der røg ned. Og her var hun lidt af en matrone.

”Arbejde bedre end sex”
En kabaret om frihed har Folketeatret valgt at kalde sin forestilling, og Liva Weels frihedstrang spiller naturligvis også en stor rolle i fortællingen. Småborgerligt familieliv interesserede ikke Liva Weel. Som Ellen Hillingsø siger et sted i forestillingen: “Der er kun en ting, der er bedre end sex, og det er arbejde”.

Godt nok er forestillingen teaterhistorie, men den bliver meget mere end blot et portræt af en tidslomme. Ellen Hillingsø tegner et stærkt og slagkraftigt portræt af en moderne kvinde og en feminist, der ikke bare påstår at være det, men agerer som en af slagsen. Og det var i 1930erne og 1940erne, da tiden var en helt anden. Liva Weel ville leve præcis, som hun havde lyst til, og hun gjorde det.

Ude på fløjen af scenen akkompagnerer Jens Krøyer på et klaver, der samtidigt fungerer som en bar. Henrik Kofoed spiller blandt andet Poul Henningsen med den rette drævende tale og mimik samt en bordplade om maven med en lille udgave en af PH-lampe. Ind imellem får han lejlighed til at brillere på trækbasun, mens han samtidigt dyrker et formidabelt kropssprog.

Fint portræt
Karsten Jansfort får sin tur på kontrabas og tegner et fint portræt af revydirektøren Frede Skaarup, der havde en god lugtesans, når det gjaldt penge. Hvor Ellen Hillingsø egentlig ikke har nogen udpræget sangstemme, så har Birgitte Raaberg et par smukke partier i de gamle ballader. Der synges og spilles skuespil. Det sidste gøres mest i en lidt postulerende revyform, men der er jo heller ikke tale om falsk varebetegnelse. Stykket har fået prædikatet “kabaret” og ikke “teater”.

Et af højdepunkterne i den skønne og nogle gange herligt skøre forestilling er præsentationen af Man binder os på mund og hånd - et ikon i dansk kulturhistorie. Sangen blev skrevet til revyen Dyveke i 1940 kort tid efter, at Danmark var blevet besat af det nazistiske Tyskland.

Censuren
Mens sangen er ved at blive til i kunstnernes kreative kammer, bryder teatercensoren ind og afbryder og kræver, at det meste af teksten bliver strøget. Bagefter stiller Karsten Jansfort et godt, gammeldags analogt stativ op med teksten skrevet stort på et stykke papir (kendt fra kurser og den slags). Mens han vender bladene side efter side, skal publikum synge med, og sådan mærker vi selv en brøkdel af den effekt, sangen må have haft, da den kom frem.

Det lakker mod enden i Liva Weels korte liv, og her bliver Ellen Hillingsø udstyret med en ordentlig madam-kjole, og lige så flot, hun fik Livas appetit frem, lige så rystende viser hun bitterheden og leden ved livet - en tilstand, der ikke blev bedre af kombinationen sygdom og sprut.

Det er en glimrende forestilling, der foregår i en tid, hvor nogle ville have mere frihed og andre ville indskrænke den. Ingen af delene var uden pris.