Dette er en af de mange catch phrases, der vender tilbage i den 35. udgave af London Toast Theatres årlige Crazy Christmas Cabaret (CCC) med Vivienne McKee spidsen.

Crazy Christmas Cabaret er en institution i sig selv. De har et trofast publikum, der kommer tilbage år efter år. Hvert år starter Vivienne McKee med at spørge, om der er nogle blandt publikum som ikke har set en CCC før, hvorefter hun udnævner én af dem til årets “Crazy Christmas Cabaret Virgin”. Normalt ville dette betyde, at den stakkels CCC Virgin må ligge krop og sind til et hav af underholdende kommentarer og opgaver gennem hele forestillingen. Men til denne tirsdags-forestilling var det som om, at et ellers normalt meget oplagt London Toast Theatre havde tabt pusten lidt og glemte sit publikum - og den nyligt udnævnte CCC Virgin.

Det skal lige nævnes, at undertegnede mistede sin “CCC mødom” tilbage i 1995. Jeg har set på den anden side af 15 CCCs, så derfor var det en noget skuffende oplevelse at være med om bord på “Starship New Hope”, der manglede noget fremdrift.

Årets iscenesættelse var inspireret af sci-fi genren med afsæt i Star Wars-universet, krydret med bidder fra Alien , DC Comics Wonder Woman, The Matrix, Blade Runner og Spaceballs. Her blev karakterer som Darth Vader, Han Solo, Obi-Wan Kenobi, Qui-Gon Jinn og C-3PO udsat for en kærlig hånd og transformet til Daft Visor, Han Zupp, Onli Won Karaoke, Quite Gone, og Cthru Keyhole.

På den politiske agenda stod Donald Trump, Angela Merkel, Kim Jong-un og Emmanuel Macron - der i CCC-regi blev omdøbt til Ronald Rump, Chancellor Mærkelig, Kim Pong Pu og President Macaroon. Ronald Rump er den onde skurk, som bor på den orange planet og truer med at overtage verdensherredømmet, mens de gode Red Eye Knights skal forsøge at stoppe ham.

CCC bygger på den stolte engelske Christmas Panto-tradition, hvor der er lige dele plat humor og politiske stikpiller, spundet sammen med en række pop-kulturelle musiknumre og badet i slapstick rutiner. Dette år er ingen undtagelse.

Der er nogle virkelig underholdende bidder i showet. Eksempelvis en duet mellem Ronald Rump og hans datter Ibanga, eller da Luke Skystalker ankommer til Planet Lego for at få sin Red Eye Knight træning. Undertegnede, som elsker disse detaljer, var specielt meget begejstret for brugen af den rullende åbningstekst fra Star Wars: “In a galaxy far too close…”

Det var et dejlig gensyn med de tre garvede komikere David Bateson, Andrew Jeffers og Vivienne McKee. De har styr på deres pauser, deres timing i forhold til manuskriptet og hvordan de leverer de spidsfindige punch-lines til deres publikum. Men hvor blev det ellers høje energiniveau af, vi som publikum plejer at nyde godt af? Denne aftens forestilling syntes at have tabt pusten allerede fra starten. Måske var det en kombination af et ikke helt så veloplagt publikum, sådan som en fredags- eller lørdagsforstilling trækker i forbindelse med julefrokoster, og at de medvirkende måske havde en ’off day’?

Og hvad med Rita, aftens ’Crazy Christmas Cabaret Virgin’? Hvor blev hun af? Og hvad med alle de publikummer, som normalt bliver slæbt med på scenen? Hvad skete der lige med dem?

Ja, det var rigtig nok et “Different show same legs”. Men det var nogle trætte ben denne aften.