Hun vil egentlig ikke så meget. Skidt med jordomrejser eller den slags ting. Hun vil bare have et arbejde, en familie, have tid til at være til stede, snakke med mennesker, lave det, hun altid har lavet. 

Det sidste skulle hun nok have nøjedes med at tænke. Siger man den slags i dagens Danmark svarer det jo til at indrømme, at man har taget af kassen.

Berit er en kvinde på 61 år. Hun har haft fast job hos DSB i mange år, solgt billetter ved en skranke - altså på den måde, hvor man taler med mennesker. Måske også om vejret og andre unyttige ting.

Nu skal der omstruktureres, effektiviseres, og man skal være omstillingsparat. Berit er fyret. Det med omstillingsparatheden er hun faktisk ikke så god til. Især ikke når der står nogle mappemænd og regnedrenge, der står og skal forklare hende hvad, hun skal gøre, selv om de næppe selv nogensinde har prøvet det.

Derhjemme i boligblokken sidder den noget ældre pensionist, Svend, og har brug for lidt rengøringshjælp - men måske mest selskab. Den irriterende, selvfede søn farer stresset rundt, når han er på besøg, og fabler om penge og karriere og den tid, han har for lidt af. Folketeatret lover ikke for meget, når det i programmet til forestillingen Til (ingen verdens) nytte skriver: “En nutidig fortælling om danskere, vi alle kender”. Forhåbentlig genkender mange også en flig af sig selv.

Afbalanceret portræt
Pia Rosenbaum har hovedrollen som Berit i det varme og vedkommende hverdagsdrama. Rosenbaum tegner et menneskeligt og afbalanceret portræt, der på intet tidspunkt bliver trukket ned over hovedet på publikum. Figuren vokser stille på en troværdig måde - delvist i et overbevisende samspil med Finn Nielsen, der spiller pensionisten Svend. Den gamle mand kan virke noget reaktionær, men i en kontrast til den frustrerede karrieresøn kommer han til at fremstå som den, der er mest klar i hovedet.

Mens Jacob Lohmann spiller sønnen, der kun ser sig selv og hører sig selv, bliver faren en eksistens fra en tid, hvor man tingene nok gik langsommere, men dog med jordforbindelsen i behold.

Nogle steder er forestillingen i fare for at kamme over i det moraliserende, men Folketeatret er bevidst om faren og holder balancen, og for at det hele ikke skal blive alt for trist, har dramatikeren Thomas Markmann indlagt små humoristiske tableauer. Scenen, hvor Berit og Svend laver fitness til de pumpende rytmer fra tv, er kostelig.

Den fjerde figur er den velmenende socialrådgiver Karina, der nok er parat til at hjælpe, men også er den overlegne konsulent, hvis levebrød i virkeligheden er samfundets tabere. Rollen varetages fint af Lisbeth Wulff, som andre steder også er personalechef - eller human-resources-chef, som det hedder, efter at man er begyndt at kalde en spade for en spade. Lisbeth Wulffs rolle kunne let være blevet en parodi, men hun styrer dem med ukunstlet skuespil.

Associationer til Kjeld Abell
Med jævne mellemrum bliver der i forestillingen leget med kunstarten. Når de tre skuespillere uden om Berit kommer ind på scenen i en fælles opsætning og reciteret tekster på vers med et kabaret-agtigt teatersprog, får man associationer til Kjeld Abells Melodien der blev væk.
Dramatikeren Markmann må være tilfreds med det kyndige skuespil, som hans tekst forløses med. Scenografien er næsten ikke-eksisterende. Skuespillerne må selv skabe rummet - og gør det.

Publikum kan være tilfreds med en særdeles relevant teaterforestilling, der både er konkret og beskæftiger sig med det eviggyldige tema eksistens. Lidt ironisk var det primært seniorerne, der havde fundet vej til den forestilling, jeg så. Det var vanskeligt at få øje på dem med fuld fart på karrieren. Men ungdommen er jo udødelig.