Alle mennesker har en historie at fortælle, kan man læse i Teatret Møllens introduktion til forestillingen Hjem kære hjem - Sønderjyllands stemme. og så tænker vi videre selv: …. og ikke kun de kendte.

Egnsteatret Møllen har været rundt til mennesker i det lokalsamfund, som teatret selv er en del af. Dramatikeren Brian Wind-Hansen og instruktøren Rasmus Ask har face-to-face opsøgt sønderjyder for at få dem til at fortælle eller skrive autentiske livshistorier fra deres hjem eller barndom. Professionelle skuespillere lægger i denne forestilling krop og stemme til de fem borgeres historier, og borgerne fungerer selv som medfortællere på scenen, hvor de har ganske få replikker.

Deres tekster er der dog ikke ændret ved. Alt spilles som sønderjyderne selv har fortalte eller nedskrevet deres erindringer. Intet er opdigtet. Intet er fiktion. De autentiske personer sidder på stolerækker sammen med publikum rundt om den firkantede scene. Vi er altså alle med på første parket og ikke blot som teatergæster med blikket rettet den samme vej mod scenen.

Scenografien er ikke blot sparsom. Den er tæt på at være ikke-eksisterende. Nogle enkelte stole, et hjørne, hvor der brygges kaffe, lidt musikinstrumenter og i øvrigt musikalsk ledsagelse, som det så ofte hører sig til i Møllens forestillinger. Nils Ørts Ottosen spiller klaver og perspektiverer ordene fra virkeligheden med toner og følelser.

Universelle historier
Sønderjyllands stemme er stykkets undertitel, men forestillingen begrænser sig ikke til et snævert sønderjysk publikum. Godt nok er der særlige regionale karakteristika fra grænselandets historie her og der i løbet af de fem kvarter, men det ikke-lokale publikum kan sagtens være med. Historierne er universelle.

Meget kommer med. Endda familiehemmeligheder - selv om der jo er grænse for, hvor åbne vi som mennesker vil være over for offentligheden. Det er også godt nok. Der er grænse for, hvad mennesker, vi ikke kender - men også kender - kan tåle at høre. Og hvad de skal høre. Særligt i en tid, hvor sociale medier på næsten chokerende vis har vist, hvor lidt vi skelner mellem det private og det offentlige liv. Her er ingen selv-iscenesættelse, og her pyntes ikke på noget. Et helt klart plus ved fortællingerne.

En sønderjyde årgang 1945 husker, hvordan hans - enten meget dansksindede eller ondskabsfulde - lærer sang ekstra højt på sidste vers af den sønderjyske kampsang »Det haver så nyligen regnet« med helt specielt henblik på skribenten, hvis far under besættelsen var en udstationeret tysk soldat: »Hvis jeg så ham i dag, ville jeg kværke ham«.

En jævnaldrende mand løfter sløret for et tabu i familien. Frem fra familiegemmerne dukkede engang et billede af hans far - i den forkerte uniform. Hen meldte sig som »Zeitfreiwillig« og kæmpede for Hitler. Havnede efter 1945 sammen med 3000 andre såkaldte landsforrædere fra det tyske mindretal i Faarhuslejren.

»Men han var jo bare min far«, gentager fortælleren, Jørn Larsen.

Masser af barndom
En haderslever med grønlandske rødder fortæller om at flytte til København - og om ikke rigtigt at have hjemme nogen steder. Marie Aagaard Larsen - en af de medvirkende ikke-skuespillere - husker, hvordan hun gik med Gucci-solbriller i København og satte dem op i panden, når hun kom hjem til Sønderjylland. Alina Donovan Ratgen husker, hvordan hun følte sig som en fremmed, da hun flyttede til Haderslet. »Ha-ha«, lo hendes gymnasiekammerater hånligt: »Er du fra Vojens??!!«

Bodil Budde husker, hvordan hun blev budt op til dans af en ung charmerende mand - selv om hun på det tidspunkt var kæreste med en anden. Den unge mand blev hendes ægtefælle. Skuespilleren Marie-Lydie Melono Nokouda spiller pigen, der husker sin lykkelige tid på besøg hos bedsteforældrene: »Her var masser af tid og masser af barndom«.

Skuespilleren Chadi Abdul-Karim fortæller fyndigt om en ung fyr, der ikke kan med sin familie - og får en ny i ishockeyholdet i Vojens.

Møllens to faste og rutinerede skuespillere Connie Tronbjerg og Ole Sørensen er vant til at få dramatiske effekter ud af ikke særligt meget - med den unge Ane Hovby som den sidste af de fem professionelle, der får stærke og sårbare fortællinger ud af stoffet. Nummer fem af de unikke autentiske fortællere på scenen hedder Anne Marie Pedersen.

Et egnsteater viser sin berettigelse.