Det handler om forførelse, erobringer og svig. En kamp mellem kønnene om udnyttelse uden andet formål end selve nydelsen ved erobringen. En magtkamp, hvor kærligheden er våbenet og formålet sejren i sig selv – en narcissistisk nydelse, hvor udnyttelse og egoismen er i højsæde. Dekadent og depraveret.

Så kan det ikke blive meget værre.

Den franske roman Farlige forbindelser (dengang 1782 anonymt udgivet, senere afsløret som officer Pierre Chodelos de Laclos) foregår kort før den franske revolution, vagte både forargelse og begejstring over den skånselsløse udleveringen af det højere franske aristokratis stærkt erotisk-dekadente liv. Det er datidens skandaleroman, som den engelske koreograf Cathy Marstons ballet på Det kongelige Teater er bygget over.

Markise de Merteuil og grev Vicomte de Valmont er de to kynikere, der begge leger med kærligheden i en sådan grad, som Valmont siger: ”erobringer er vores evangelie”.

En slags væbnet neutralitet er opstået de to adelige erotikere i mellem. Til gengæld udveksler de indbyrdes, alt om deres erotiske rænkespil og kyniske kærlighedseventyr i åben-lystne breve. Farlige forbindelser var oprindeligt en brevroman, som senere er omskrevet til både teater og film. Mange vil huske Stefan Frears fremragende filmatisering med Glenn Close og John Malkovich (1988).

Nu er forlægget omsat til ballet - med tilsat skuespil. Et mix af tale/dans, som koreografen tidligere har afprøvet på Bellevue Teater, med bl.a. Lolita og Elefandtmanden.

Merteuil og Vicomte er som de talende forfører, nydeligt, men underligt lidt forførende, spillet af Marie Dalsgaard og Mads Rømer Brolin-Tani. De to libertinere er på scenen hele tiden, for mundtligt at udveksle sex-erfaringer, alt imens deres dansende dobbeltgængere, heldigvis lidt mere sexede og forførende (Kizzy Matiakis og Jon Axel Fransson) kropsligt illustrerer forførelseskunsten. Sammen med dem danser et skønsomt udvalg af Vermonts ofre (nonner, borgerfruer m. fl.) lystigt omkring dem. For at vi dog ikke skal glemme, at det hele er en brevveksling dem imellem, myldre korpsets dygtige dansere rundt med brevtekster skrevet på ryg, ben og barm.

For at tydeliggøre kærlighedens spin er scenografien, ved Steffen Aarfing, et kæmpe edderkoppenet, strækkende sig fra soffitterne til scenegulvet, der har indfanget stumper af adlens rokokoguldstole, som ind imellem også fylder scenerummet. Imens den åbenhjertige brevveksling sker, kommer og forsvinder et stort antal af spejle, der yderligere understreger hovedpersonernes voldsomme trang til narcissisme. Så er selv os på bagerste række med.

De mange intriger, sladder og spark til adlen er, selv i romanen, ret vanskelig at holde rede på. I denne udgave er det næsten umuligt. (Heldigvis har vi programmets velskrevne resume!). Vi forstår, at markisen står til guillotinering. At revolutionens børn nu har taget over. At greven lider nederlag i sin forførelseskunst, han bliver ganske enkelt forelsket (!) – men den store smerte eller forargelse, kan dette uegale mix af ballet og skuespil ikke forløse hos publikum.

For vel danses der smukt og professionelt. Vel fyger det med skrappe one-liners hen over rampen, hentet fra de tos brevveksling og vel er musikken ved Jesper Mechlenborg både dramatisk og rytmisk ekspressiv– men rigtig farlige forbindelser, bliver deres kyniske leg med kærligheden aldrig. Og det er ærgerligt, for nok er romanen bedaget, men kærlighed/eros er stadig aktuel.

Groucho Marx havde nok ret, da han nøgternt konstaterede: ”Jeg tror sex er kommet for at blive” – og dermed også de farlige erotiske forbindelser, hvis farlighed nok udeblev på Det Kongelige, trods en stort tænkt opsætning.