Langsomt, med næsten slowmotionlignende, vægtløse bevægelser, kryber en yngre kvinde frem fra den lille scenes baggrund, ledsaget af nogle næsten uforståeligere engelske sætningsstumper. Er vi i en mørk kulkælder? Nej, lyset blændes op, en græsbunke viser sig, hvorfra flere personer langsomt dukker frem. En campingplads med klapstole og bord. Fem skikkelser fylder nu scenen. En enkelt (Peder Holm Johannesen)- den ældste - dukker splitternøgen op fra græsbunken. ’Dengang gik vi uden tøj på stranden, dengang var vi frie og frisindede’, messer og danser han tosseglad.

Hvem er disse mennesker? Kender de overhovedet hinanden? Tit sidder de alle fem som frosne tableauer. Kikker direkte, stift i øjnene på os tilskuerne. For vi er tæt på dem, i det lille intimteater FÅR302 – der højest rummer 50 tilskuere. Teatres navn strejfes, da de fem personer er nede på alle fire, for at spille får. ’Lad os kalder os Alperne’, foreslår den unge mand med det lidt stive smil, for navnet har ingen mening og Alperne er ligesom vi uerstattelig.

En lidt farlig bemærkning, for hvilken mening har Omsorg instrueret af Johannes Maria Schmit og konciperet af det svenske Institut (SE) og skuespillerholdet?

Hvem er de enkelte personer og hvad er deres indbyrdes relationer? Er er der en sammenhæng, en fællesnævner mellem de to herrer og tre damer?

Tyr man til FÅR302s egen forklaring i programmet, er det den banale kendsgerning, at det eneste vi kan være sikker på, er vores egen død. Omsorg er en undersøgelse af tab og sorg, skriver man bl.a. Vi tilskuere oplever de fem snarere som uforløste råb, afbrudt af lange pauser – stilheden er et vigtigt element til at fremme pinligheden hos os – ja, de to unge tilbyder endda til sidst hinanden en bid af den andens stilhed. Vi bevæger os i glemslens land – en absurd meningsløshed uden ansigt, men udkrystalliseret som sorg – og måske en længsel efter omsorg. Heldigvis er der også plads til ”deadpan” humor – og en lille solosketch, hvor Charlotte Munksgaard prøver at åbne en sodavand med en kniv.

Omsorg er ikke nogen let tilgængelig forestilling. Her forsøger man, at blotlægge og separere elementære følelser, som angst, tab og sorg uden den traditionelle menneskelige historier eller direkte konflikter til at hænge følelserne op på. Modigt og diffust. Kun slutscenen bliver nok så konkret: den unge mand er blind og hans kæreste drypper hans øjne hvorefter han bliver seende. ’Magi’, er Omsorgs sidste ord.

Desværre var det så som så med fortryllelsen selv om alle fem skuespillere ikke skåner, hverken stemme eller krop, og lydscenariet (af Andreas Catjar) på bedste, ja allerbedste måde, understreger og forstærker rådvillighed, smerte og forvirrethed.

FÅR302 har atter engang vist, senest med SNE, BLOMSTER, FJER OG FISK - det var samme kreative hold - at de har mod og mandshjerte til at eksperimentere, udvikle og ikke mindst provokere. Herligt at vi har sådan en teaterscene – også selv om budskabet ikke altid gå hundrede procent hjem.