De kommer myldrende ind på den tomme scene i undertøj, lange underbukser og chemiser. Klædt af til skindet. Borgerskabet maser sig ned på den aflange bænk, hvor der ikke rigtig er plads til Tummelumsen. Bænken, der ved nærsyn viser sig at være en kiste med påskriften” sic gloria…”. Sådan forgår verdens herligheder.

Afklædte – for sådan ser og skildre Gustav Wied borgerskabet i den over hundrede år gamle roman Livsens ondskab (1899). Et syret nærbillede af provinsbyens hykleri, helt konkret Roskilde – et røntgenbillede, uden Matadors milde charme og tolerante forståelse. Wied er vitriol – ingen kaffe og småkager. Måske husker man Palle Skibelunds TV fortolkning i 5 afsnit, fra 70erne, med Keld Markuslund i sit livs rolle, som den pukkelryggede fodslæbende Tummelumsen - en næsten dokumentariske skildring af lillebyens nederdrægtigheder.

Plottet, folkekomedien, er stadig uændret i Mette Wolfs nydramatisering. Thomsen, alias Tummelumsen, er en outsider af en original, der bor alene sammen med mor Karen – og drømmer om at generhverve den fædrene gård Møllegården. Han spinker og spare, pukler dag og nat - serverer bl.a. for borgerskabet i Ædedolkenes klub – alt sammen i håbet om at opnå en ny socialstatus. En lotteri gevinst indfrier håbet. Så godt så langt.

Instruktøren Christoffer Bordal valgt en anden stil. Den minimalistiske, hvor tidsløshed og forenkling er kendetegn. Det gør ikke Wieds satire mindre ondskabsfuld og afklædende. I Nørrebro Teaters udgave, har Tummelumsen aflagt den sjællandske dialekt, er nu atletisk, omkring sig farende, urolig, utilfreds og underdanig. Alle de nuancer magter Peter Zandersen, i en imponerende kraftpræstation.

I centrum er den pensionerede toldassistent Knagsted, der med sit nihilistiske livssyn, uindpakket får sagt sandheder om borgerskabets selvretfærdighed, smålighed, impotens og manglende udsyn. Tom Jensen med falsk ræverødt fuldskæg er en værdig og slagfærdig repræsentant for Wieds livssyn – ikke mindst i dialog med vennen skolelærer Clausen (fint underspillet af Ole Lemmeke), der stadig har sin naivitet og idealisme bevaret – for kun at afvises og nedgøres af Knagsteds menneskesyn: ligegyldighed. Knagsted sætter trumf på, da Clausen bebrejder ham manglendes seriøsitet: jeg tæller kommaer – først forfra så bagfra!

Et kalejdoskopiske billede af spidsborgerne, redaktøren, apotekeren, lægen, borgmesteren… præsenteres på den (næsten tomme scene), hvor Tummelumsen ihærdigt småhaltende farer rundt med sin fejekost – for ved scenografisk hjælp oppe fra, hvor rekvisitterne raskt fires op og ned, for at antyde stedet. Opfindsomt og stilsikkert skabt af Palle Steen Christensen, der også står for kostumerne. Det klassiske ædegilde får vi serveret vertikalt - kæmpe fade med hummer, laks og postejer, hvirvler rundt mellem ædedolkene til sladder, Knagsteds spot og Tummelumsens hektiske servering.

Så er det Tummelumsen får den store gevinst – og køber Møllegården tilbage. Bliver en fin og holden gårdejer, der endog smædes sammen med den unge generte, klodsede Wulfdine. Herligt – helt i Wieds ånd – spillet af Marie Knudsen Fogh godt suppleret af Gitte Gråbøl, som Mor Karen. Det er farcen, når den er bedst – sjovest. For trods vitriolen, afklædning af hykleriet og ondskabsfuldhederne, er Livsens ondskab en rablende sjov forestilling – hvor vi griber i egen barm - midt i grinet over vor egen dårskab og skrøbelighed. At Tummelumsen, hverken bliver accepteret eller lykkelig, erkender han med slutreplikken: man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt!

Livsens ondskab er en stor fortælling med et galleri på 28 roller – udført med stor præcision af de 9 skuespillere – hvor damerne muntert både udleverer byens spidser og spiller deres hustruer. En moderne udgave, der er støvsuget (fejet!) for falsk romantik eller provinshygge. Til gengæld får vi knivskarpt serveret den gamle kyniker Gustav Wieds ord: børn, dyr og kvinder er lykkelige, men vi mennesker er det ikke !

Velbekomme.