Hvorfor fortælle en historie på ét minut, når man kan gøre det på 55 minutter? Paulo Nani leverer et fremragende argument i mime-forestillingen Brevet.

Den samme historie fortælles således på 15 forskellige måder, når Paolo Nani går på scenen.

Historien er så enkel, at den kunne fortælles på et minut. Men med de vidt forskellige variationer over samme tema bliver det til næsten en time med én mand på scenen, et bord, en flaske vin og et indrammet foto på bordet.

Skilte hjælper publikum på vej med navnet på hver enkelt scene - spændende fra Fuld og Horror over Western og Cirkus til Drøm og Vulgært. Princippet med at gentage scener i flere varianter kender vi andre steder i fiktionen - vel bedst inden for filmen. Det første eksempel, jeg kommer på, er den tyske film Lola rennt, der leger med sommerfugleeffekten ved at vise flere forskellige handlinger, hvor en enkelt lille ændring givet et anderledes udfald.

I Paolo Nanis morsomme familieforestilling er det dog ikke tilfældighedernes princip, der er det bærende. Her er det frem for alt humoren, men heldigvis ikke kun. Der bliver næsten ikke sagt et ord, men med sine formidable kendetegn - mimik, kropssprog og sans for komik - får Paolo Nani fortalte en historie om verdens forunderlige mangfoldighed: Så mange tilgange er der til hverdagens banaliteter. Så vidt forskelligt kan en situation udspille sig alt efter det menneske, der er med i den.

Mens legen er god
Paolo Nani er italiener, og det er ikke ligegyldigt i denne sammenhæng. For selv uden maske brygger han videre på den traditionelle italienske maskekomedie, commedia dell’arte, med pointer, der kan være under bæltestedet og have en vulgær undertone. En af de 15 sketches i Brevet bærer sågar overskriften Vulgært. I dette herlige stykke pantomimeteater  sprøjtes med vin og kropssafter, og her klør han sig på steder, vi helst kun klør os, når vi er for os selv.

Vi genkender også os selv, når hverdagens små irritationer bliver penslet ud - det klistrende frimærke, der bliver siddende på fingrene, eller det at gøre To ting ad gangen, som i sketchen af samme navn. Og klicheer bliver i Paolo Nanis spil til helt nye kunstneriske virkemidler - nok er cowboyens adfærd som udgangspunkt stereotyp i sketchen Western, men den bliver så ekstrem og komisk, at den ikke er det længere.

Paolo Nanis udstråling er total og talentet langt over gennemsnittet. Godt nok kan virkemidlerne virke en smule bombastiske med stærke gentagelser, og det er også den eneste anke, forestillingen kan udsættes for. Men morsomhederne bliver ikke trukket unødigt ud. Efter 55 minutter er legen rigtig god, og så stopper han.

»Vil I have mere?«, lyder teksten på det næstsidste skilt. Og på det allersidste skilt: »Gå så ud!«