Teatret Møllen i Haderslev har taget fat i det varme og humoristiske drama om manden, der hedder Ove. Den svenske forfatter Fredrik Backmann dyrker de entydige billeder frem for nuancerne i sin debutroman, der udkom i 2012 og blev filmatiseret kort tid efter.

Romanen handler om regelrytteren Ove, en gammel, sur enkemand på villavejen. Han kører Saab, klager til kommunen og mener, at mænd, der ikke kan bakke med trailer er nogle skvat. Han er godt og grundigt sur på hele verden. Især på dem, der glemmer at overholde reglerne.

Flere gange forsøger at han stramme løkken om halsen eller skyde sig en kugle for panden, men bliver afbrudt i sit forehavende af de - for ham - irriterende naboer på villavejen. Især den højgravide iraner Parvaneh og hendes slatne mand, der ikke kan ret meget med sine hænder.

Parvaneh får dog åbnet op for Ove, og gennem flashbacks ser vi, hvordan Ove er gået fra at blive retskaffen til rethaverisk, hvordan han fik sin skønne kone (der i virkeligheden var langt over hans niveau - det ved han også selv), og hvordan han mistede hende og blev alene.

Vi kan alle genkende vores egen Ove. Måske ikke i Ove selv, men i hvert fald i de mennesker uden om Ove.

På overfladen er det en historie om en gnavpotte, men under den er der en større historie om en mand, der er blevet hægtet af. At møde til tiden og svare sit var yesterday. Omstillingsparathed, IT og netværk er today.

Forklarende flashbacks
Ole Sørensen har i Møllens opsætning hovedrollen som Ove. Han spiller den en smule forceret nogle gange, men undgår dog at blive alt for sentimental i en fortælling, der let kan komme til at virke patetisk. Temperament er der i hvert fald i Ole Sørensens tegning af Ove. Dybden og nuancerne savnes af og til. Måske fordi scenerne, hvor der gribes tilbage i tiden og vises noget, der er gået forud for den aktuelle handling, er lidt for forklarende. Til gengæld viser Ole Sørensen os den tynde linje mellem arbejdsomhed og selvtilstrækkelighed og mellem punktlighed og overdreven utålmodighed.

Ove er ikke sjov at møde i virkeligheden, og hvad det lige er, Parvaneh (fint spillet af Gry Guldager) gør ved ham, det er svært at se ud af denne teateropsætning, men det virker - med en masse morsomme uforskammetheder fra hovedpersonens mund.

Musikalske farver
Der er god timing og troværdighed i Connie Tronbjergs spil som både Oves hustru (i flashbacks) nabokvinden gift med den alzheimer-ramte og tidligere lige så rigide nabo Rune, som Ove engang var perlevenner med lige indtil noget kom i vejen.

Klaus Andersen spiller denne Rune, den upraktiske kluddermikkel af mand til Parvaneh og en hospitalsklovn, der ligesom så mange andre får det glatte lag af Ove. Klaus Andersen kan man give hvilken som helst rolle. Han klarer den altid - og magter også at gå ind i musikken, for som altid spiller musikken en rolle i Møllens forestillinger sammen med fortællerstemmen, som går på omgang. Lars Rødbroe sørger med en diskret, men alligevel tydelig tilstedeværelse for musikalsk farve til hver enkelt scene.

At reducere en roman til et teaterstykke er en kunst, og har man læst bogen risikerer man at blive en smule skuffet. Men der er plads til egne refleksioner. Forestillingen er velspillet, og historien vedkommende.