Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Hodja fra Pjort
Anmeldt 14/2 2017, 20:00 af Hans Christian Davidsen

Flyvende folklore


Flyvende folklore

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mens visse børnebøger redigeres om, eller børnesange helt rives ud af sangbøgerne med den begrundelse, at de dyrker forældede klicheer, så acceptere vi gladeligt, at anden børne- og ungdomsfiktion fortsætter uantastet.

Sebastians musical Hodja fra Pjort er en af dem. Her er billedet af Mellemøsten - eller Orienten, som vi især kaldte området i gamle dage - baseret på en 1000 nats-romantik med en sultan, et harem, tæppehandlere, turbaner, beduiner, gyldne kupler og flyvende tæpper. Det går åbenbart alt sammen, så længe det er uskyldigt.

I musicalen tager Hodja os med til et land, der hedder Bugislav og er befolket af karikerede arabisk-udseende mennesker. Allerede i de første minutter af Folketeatrets opsætning af musicalen får vi forklaret, at kvinderne i Bulgislav går med tørklæder, for at de »ikke skal få sand i deres fine frisurer«. Hvornår er det, man skal fortælle børn, at julemanden ikke findes? Eller skal man helt afholde sig fra at binde børn den store illusion på ærmet?

Det er en poleret og nogle gange lidt kitschet udgave, som Folketeatret her er på turné med. Afviklingen af sangene sker på stort set samme måde som en tysk slager-udsendelse. Men som det er udpræget lige for tiden, kan alverdens kloge kommentatorer komme med deres. Folk vil og gør noget andet.

Musikken brager igennem
Hodja fra Pjort endte med efter den forestilling, jeg overværede - alle dens klare æstetiske mangler til trods - at få et bragende bifald. Det kan også have sine gode grunde. Især visuelt er forestillingen en oplevelse. Scenografien er en overdådighed af farver og fantasi. Her er forunderlige tæpperuller, som skuespillerne kan bygge om på og skabe nye landskaber med.

Bevares, scenografien spiller fuldstændig med på det skabelon-agtige og folkloristiske billede af en verdensdel, som i dag er snask og inferno, men måske er det fordi dette stykke i virkeligheden er så gammeldags, at det appellerer til publikum. Endelig er musicalen altså ikke uden komik og humor.

På lydsiden er sagen straks mere problematisk. Den indspillede musik er så høj og påtrængende, at den ofte spærrer for ordene.

Musikalsk la-la
Tv-værten og sangskriveren Kristian Gintberg (kendt fra Ramasjang-mysteriet) er Hodja, men selv om han har hovedrollen, er det ikke ham, der er motoren. Der er for lidt karisma til, at han bliver drivkraften.

Den udstråler Lise Koefoed til gengæld som Ayshia. Både i koreografi og skuespil rager hun op. Ensemblet spiller fra rolle til rolle i det orientalske leben, hvor den unge Hodja vil ud i den store verden på sit flyvende tæppe, som han får af den rare tæppehandler El-Faza, fint spillet af Max Hansen.

Donald Andersen er herlig ond som »Rotten«, mens Ole Boisen brillerer på toppen af en gigantisk fed krop som sultanen, der sidder og råber på mad - hvis han da ikke siger, at den ene og anden skal halshugges.

Musikalsk vil man ikke huske ret meget fra forestillingen, jo, der er lige Sebastians ørehænger af en titelmelodi, der vanskeligt kan ødelægges, og så den skønne sang, hvor fire kvinder vil give deres ugidelige mand tæsk. Uhadada - vold i ægteskabet og flerkoneri. Det er jo politisk ukorrekt. men god er sangen. Resten af sangene ligner hinanden.

Og tæppet - det begynder først at flyve helt til sidst. Helt bogstaveligt talt.

230
Forrige anmeldelse
« Den skaldede sangerinde «
Næste anmeldelse
» En mand der hedder Ove »