Det ligner en typisk publikumsfoyer. Her sidder man, fordi man venter på noget. Det store hvide rum renser hovedet for tanker, og man er parat til at tage imod hvad som helst. Ingen bliver påduttet nogen bestemt stemning fra starten, og rummet fungerer blot som gennemgangsrum til en anden verden. Stole i farver fra hele paletten giver rummet et kreativt pust. Alting kan ske. Der er tændt stearinlys og sat friske blomster frem, og man mødes af en hjemlig og uformel stemning. Lokalet har en god akustik, og man kan således sidde uforstyrret og hygge sig med en kop te, selvom der er mange mennesker.

Teater Refleksion blev etableret i 1990 og åbnede d. 27. februar i år dørene til fine nye lokaler midt i Århus centrum. De store rum dufter stadig af frisk maling. Teateret spiller hovedsageligt animations- og dukketeater for børn, men også for voksne, hvilket åbningsstykket H.C.'s ventesal er. Stykkerne har ganske få involverede, typisk kun en eller to på scenen, en lys – og lydmand og herudover alle dukkerne selvfølgelig. Stykket H.C.'s ventesal er skrevet af forfatteren Christina Hesselholdt, og instrueret af Nevilles Tranter fra hollandske Stuffed Puppet Theatre.

Hmm… dukketeater for voksne? Det lyder som en umulig sammenstilling. Vi følges alle som en børneflok ned til salen, hvor stykket skal foregå. Allerede her tages vi i hånden og kan slippe det ansvar, som mange normalt bærer rundt på til daglig. Nu skal vi bare sidde stille og tage ind. Lyset dæmpes, og på scenen mødes vi af en forvokset talende snegl. Så er vi ligesom i gang. Sneglen taler meget langsomt og er meget gammelklog, og vi er hurtigt kørt helt ned i tempo. Der er ingen, som har travlt, når vi får fortalt historie. Selvfølgelig kan man se, at mandens mund bevæger sig, når han taler og laver forskellige stemmer, men man vil meget hellere kigge på den sjove snegl. Der går ikke mere end 2 minutter, før alt kommer til live foran os på scenen. Man begynder langsomt helt at ignorere det levende menneskes føring og ser blot forundret på de udtryksfulde og magiske skabninger, som rejser sig fra deres dasende hvilepositioner. Dukken bliver, som teateret selv formulerer det, det centrale objekt og medie.

Stykket H.C.'s ventesal handler om H.C. Andersen, som er vendt hjem med den lille havfrue efter en af sine rejser. Hun vil så frygtelig gerne have et par ben, men hjemme venter en række af Andersens andre figurer på at få skrevet deres historie færdig, og de er ikke helt tilfredse med at skulle vente længere. H.C. Andersens forunderlige liv med eventyrerne formuleres her på en ny måde, og det går op for én, hvordan det egentlig må have været at leve med så mange historier og stemmer i sit hoved. De forskellige figurers udtryk bringer flere gange smilet frem på læberne, ligesom deres replikker føder højlydte grin blandt publikum, men i virkeligheden er stykket langt fra kun humoristisk. Vi lukkes ind i Andersens fantasifulde men frustrerede sind, som af og til grænser op til det skizofrene. Alle disse figurer som i munden på hinanden vil kende deres skæbne og sættes fri. Udtrykket ”at digte er som at dø en lille smule” nærmer sig en beskrivelse af, hvad der foregår på scenen og i Andersens sind. Kun han kender figurernes skæbne, kun han kan trøste dem, men også kun han kan dræbe dem. De afhænger helt og holdent af ham, og han lever igennem dem. Færdiggør han således eventyrerne, mister han dem og dermed en del af sig selv. Han balancerer således på ambivalent vis imellem at give figurerne og eventyrene den forløsning, de fortjener og at beholde dem for sig selv indespærret i sin hjerne.

Dialogerne foregår ikke blot imellem Andersen og figurerne, men også imellem figurerne indbyrdes. Således kan man for første gang nogensinde opleve, hvorledes en dialog imellem den grimme ælling og den lille havfrue ville forløbe. Hvordan ville eventyrene have set ud, hvis de forskellige arketyper havde fået lov at påvirke og indvie hinanden i hvert sit verdenssyn? Ville deres skæbner have udfoldet sig anderledes? Næppe. Claus Mandøe, som spiller H.C. Andersen og er eneste ”levende” væsen på scenen, giver en kraftfuld præstation som blottet, ensom og frustreret mand, samtidig med at han formår at være ydmyg overfor og indgå i tæt samspil med dukkernes udfoldelse.

Stykket har kun varet i 3 kvarter, da det slutter. Måske er der også grænser for, hvor længe man kan få voksne mennesker til at sidde koncentrerede og fordybe sig i en række talende dukker? 3 kvarter er lige nok til, at man kan nå at åbne sig, undre sig og opleve. Det kan være en udfordring at tage en sådan oplevelse med sig ud på gaden bagefter, men det kan godt lade sig gøre, og jeg mener, man bør gøre sig umage og give det et forsøg. Det er en gave at kunne opleve verden med et åbent og barnligt sind, og teaterets påbud om, at man som voksen skal huske at undre sig, får dukkerne succesfuldt indprentet. Således bærer man, når man atter står på gaden imellem biler, larm og kontorbygninger, magiens og fantasiens aftryk i sig.

Folkene bag teater Refleksion foreslår en uddannelse indenfor faget dukkefører i Danmark. Her kan jeg kun bakke op. Lad os få det som en ny bevægelse i håbet om at åbne flere sind. Stykket H.C.'s ventesal har spillet sin sidste forestilling, men teater Refleksion kan på plakaten tilbyde mange flere dukketeaterstykker i fremtiden, som jeg varmt anbefaler, at man tager sig tid til at se.
Hvis man ellers tør…