Vrangforestillinger og fiktion hænger godt sammen, fordi begge dele handler om at skabe en opdigtet virkelighed, der virker virkelig for den, der overværer det. Derfor har psykotiske tilstande, siden den kliniske psykologi for alvor fik ben at gå på, været indtrængende stof for dramatikken. Derfor er det ikke et tilfælde, at Georg Büchners klassiske stykke Woyzeck, der lå ufuldendt ved hans død i 1837, beskæftiger sig med hovedpersonens Franz Woyzecks skrøbelige psyke. På dette tidspunkt havde psykologien for alvor fået vind i sejlene.

Men netop fordi stykket blev efterladt ufærdiggjort, da Büchner døde i en alder af 23, er stykket blevet versioneret på flere forskellige måder gennem tiden – første gang i 1913 bearbejdet af Karl Emil Franzos. Büchners egen version var løseligt inspireret af den virkelige historie om tyskeren Johann Christian Woyzeck, og blev – trods sin ufærdige karakter – et af eftertidens mere indflydelsesrige teaterstykker. I 1979 omsatte Werner Herzog fortællingen til en fremragende film med samme titel, mens János Szász gentog filmatiseringen i 2007. I 2000 omsatte Robert Wilson og Tom Waits fortællingen til en musical, mens samme Waits fortsatte med inspirationen fra Woyzeck, da han i 2006 udgav albummet Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards. Og disse er bare for at nævne nogle få af de værker, der er kommet ud af legenden Woyzeck, som i første omgang blev lanceret af Büchner.

Nu er historien (i)genoptaget af Hans Henriksen, der har iscenesat og moderniseret Büchners stykke til Aalborg Teater – og som det kan ses ud af ovenstående, er det tunge drenge, Henriksen her danser med. Han har tilmed – fremgår det af den udleverede pjece – ladet sig inspirere af en lignende virkelig fortælling om kosovo-albaneren Ibrahim Shkupolli, der – som den tyske Woyzeck – dræber sin kone. Skhupolli gik dog lidt videre end det. Men af samme grund er Henriksens Franz Woyzeck østeuropæer af oprindelse, men selve historien om en persons psykiske deroute, vrangforestillinger og mord er stadig den samme. Fortællingen er aktualiseret med fx en dansker, der har været i krig og moderne musik. Ellers er historien tæt på Büchners oprindelige.

Martin Ringsmose, Camilla G. Smedegaard Foto: Nils Krogh

Opsætningen er holdt på et scenarisk minimum, som vi kender det fra teatrets Lille scene. Publikum sidder tæt på det, der sker, og i dette tilfælde bliver det også en smule inddraget. Scenerummet er udvidet som en efterhånden klassisk-moderne måde at gøre stykket nærværende på. Det virker dog ikke helt så vellykket som fx X-periment, da stykkets karakterer ikke har nær så meget frirum at bevæge sig i. Alligevel er det en sanselig måde at være i teatret på, der som regel altid virker. Derfor dufter scenen også af sprut og smøger undervejs. Ydermere forsøger skuespillet også at vende sig lidt mod publikum, men det er desværre ikke helt tematisk motiveret.

Martin Ringsmose Foto: Nils Krogh

Fortællingen om en psykisk ustabil karakter er mere vellykket, da netop dette flydende scenerum også virker uklart for publikum. Det er undervejs lidt usikkert, hvilke karakterer, der er en del af det, og hvem der ikke det, fordi alle forbliver på scenen gennem hele stykket. Set sammen med Woyzeck selv, der ser og hører ting, som ikke er der, reflekteres denne uklarhed hos publikum pga. det flydende rum. Det er dog efterhånden en fortælling, der er fortalt nogle gange. Senest så vi en tilnærmelsesvis Woyzeck-udgave i Morten Giese debutspillefilm Vanvittig forelsket (uden at det her er krediteret) – og vi har, som det fremgår ovenfor, set Woyzeck selv nogle gange efterhånden. Derfor skal fortællingen have tilført elementært nyt for igen at bidrage noget, og den sparsomme indhentning af historien om sort arbejde fra Østeuropa er ikke helt nok.

Tilmed varer stykket ikke mere end fem kvarter uden pause, selvom enkelte passager – såsom sexscener og melodistumper – virker lidt lange. Derfor formår stykket ikke helt, trods sin kortvarighed, at suge tilhøreren derind, hvor Woyzeck-fortællingen gør ondt. Det er dog vedkommende og interessant, hvordan rummet er dynamisk og fortællingen lever uden det store udvalg af rekvisitter, hvilket i høj bør krediteres Martin Ringsmoses eminente udgave af Franz Woyzeck. Er der derfor én ting, der bør fremhæves som særdeles vellykket, er det selve opdateringen af karakteren og spillet hos Ringsmose. Men samlet set er Woyzeck – trods tragediens omfang – en lidt blød mavelanding.