Nu igen et stykke mere om en autist (eller i dette tilfælde Aspergers syndrom) og så en såkaldt “normal" person.

Der er diagnose for dit og diagnose for dat. Sikkert alt sammen rigtigt nok.br>
Men hvordan lader vi os da overraske af Landsteatrets to timers teaterforestilling Dansetimen om en nørdet og kejtet professor, der møder den på overfladen coole storbypige fra landet? Er det blot en anden version af Skønheden og udyret eller Notting Hill om to mennesker med hver deres problemer i bagagen?br>
Velfungerende er ingen af de to typer, professoren John og dansepigen Senga, i Dansetimen - og det er forestillingen heller ikke over store strækninger i første akt.br>
Hvis en komedie er ment som noget man skal le ad, så rammer Jesper Asholt sin rolle som professoren lige midt i skiven. Asholt er uofficiel danmarksmester i at spille kiksede typer.

I Dansetimen sker det, da han udstyret med både psykisk og fysisk berøringsangst skal lære at danse. En total mangel på finmotorik gør det hele lidt morsomt. Men hvorfor egentlig? spørger man sig selv midt i latteren. Genkender man noget af sig selv? Eller er det ham tørvetrilleren, vi engang har set sig (sikkert meget mod sin vilje) blamere sig på dansegulvet?

En stiv pind
Never mind. Asholt forstår at gøre det hele til en levende menneskekomedie, når han som en stiv, pedantisk pind får danserundervisning af sin underbo, spillet af Annette Heick.

Danseundervisningen efterspørger han selv: Han skal nemlig have overrakt en pris ved en fornem festlighed, hvor det hører sig til at kunne gøre sig på dansegulvet, men her er han lige så meget jomfru som i kærlighedslivet.

Underboen Sengas liv er at danse på store scener, men hun har fået sit knæ smadret i en ulykke og risikerer aldrig at kunne komme til at dyrke sin lidenskab igen. Lidenskaben er alt for hende og skal man vende Kierkegaards berømte vished om dette, så har hun derfor ingenting. Langsomt kommer professoren uden at ville det ind under hendes skal. Det er ikke kun ham, der ikke tør at elske et andet menneske.

Sammenspillet mellem de to skuespillere fungerer godt, men dramaturgien knækker et par steder. Professorens angst for kropskontakt, som angiveligt er en ophobning skabt over mange år, bliver kureret løbet af ingen tid.

Nu kan måneder i sagens natur jo kun være minutter på teater. Men skiftet burde have været konstrueret lidt mere overbevisende.

Et postulat
Det er også sin sag for Annette Heick at skulle forvandle sig fra en massivt afvisende kvinde, depressiv og aggressiv, til en kvinde, der indleder et forhold til den bly og menneskesky mand. Nogle gange kommer det også til at fremstå som et postulat, der skal drive stykkets handling videre.

Kan mennesket ændre sig, spørger professoren flere gange i løbet af forestillingen. Blandt andet derfor ender Dansetimen ikke blot i farce, men forsøger også at nå en dybde med rørende elementer. To mennesker, der egentlig ikke ser ud at have noget at sige hinanden, gør det alligevel på en kejtet og kær måde. Der er god humor og kærlighed på scenen.

Skuespillet er super, og det kræver sin mand og kvinde, blot to på scenen at holde fortællingen vedkommende i to timer. “Stof til eftertanke på livets finurlige udfordringer” lover Landsteatret i sin pressemeddelelse, men det er nok at tage munden lidt for fuld.