Efter Muhammedkrisen kaldte Farshad Kholghi Pia Kjærs­gaard for “en af de få ærlige politikere, der eksisterer i Danmark”. Han har slået til lyd for, at danske myndigheder skal forbyde hovedtørklæder, sagt at han ikke gider høre mere om, at danskerne er racister og ristet den selvmedlidenhed (sådan betegner Farshad Kholghi den selv), hvor nogle nydanskere, indvandrere, flygtninge, migranter - kald dem, hvad du vil - udlægger dit og dat som danskernes racisme.

Den “liberale Pizza King” - som dagbladet Politiken engang kaldte Farshad Kholghi efter hans medvirken i filmen Pizza King - var indtil for få år siden en fast del af den offentlige debat - blandt meget andet som fast medlem af Berlingskes faste debatpanel »Groft sagt«.

Efter først som barn at være flygtet fra Iran med sin mor måtte Far­shad Kholghi senere flygte fra det såkaldt multikulturelle Nørrebro, hvor han på et tidspunkt boede og blev overfaldet og spyttet i hovedet af andengenerationsindvandrere.

Han havde dengang medvirket i, hvad han selv kaldte et “pladderhumanistisk program” på DR2, OPS - Oplysning til perkere om samfundet og anede ikke, at det skulle være noget problem (han kom jo fra Jylland). Gøre grin med islam, det skulle han ikke. Der blev kastet flasker efter ham, hans cykel blev smadret, og der stod grupper af unge indvandrere foran hans dør, har Kholghi fortalt.

Fra præstestyre til fløde
De seneste år har han været knap så markant i den offentlige debat i Danmark.

I vinterhalvåret 2016-2017 turnerer han med soloforestillingen Kan du sige rødgrød med fløde?. Det er ikke nogen speciel overraskende titel på en komedie om hans eget liv fra fødslen i Teheran i 1971, over flugten fra det fascistoide præstestyre i Iran til Danmark og den lange integrationskamp, han måtte igennem her. For en af pointerne i showet er, at det ikke handler om at kunne udtale “rødgrød med fløde”, men i højere grad om at forstå, hvad det er. Faktisk var “rødgrød med fløde” et bjerg, der skal bestiges - al modgang til trods.

Rørende fortælling
Komedien er en morsom og rørende fortælling om at starte forfra, om håbløshed, der bliver til håb, om kærligheden, og alle de dagligdags ting. Ud med politikken, ind med den konkrete historie om, hvordan forældrene lagde vægt på, at han skulle ud og mænge sig med danskerne og helst ikke tro alt for meget på de Muhammed'er, der ser danske Brian’er overalt. Og heller ikke på de Brian'er, der vil op at slås med en Muhammed.


Selvudleverende
Farshad Kholghis beskrivelse fra kostskoletiden i Grindsted er slående. Den tid må have gjort ham godt, tænker man. Ud til de jyske piger og knægte, hvor det ikke gik at spille smart amerikaner for at løbe fra sit iranske ophav. Slut med halalhippie-sproglæreren i København, som Kholghi portrætterer som en mand, der har mistet jordforbindelsen i 1970ernes tåger af fjollertobak.

Især efter pausen er publikum med.
Det tager tid, før Farshad Kholghi er kommet ind i historien, og selv om han til at starte med siger, at han vil vise os noget og ikke fortælle os noget, så er der ind imellem ganske meget fortællende.

Farshad Kholghi griber til det sikre kneb at være så selvudleverende ærlig, så han bedre får sit budskab igennem. Ikke noget med selviscenesættelse, stereotyper eller forslidte talemåder her. Den ville de fleste vel også gennemskue med det samme. Hans styrke er det ligefremme, det billeddannende og modet til at være kontant.

Esser i ærmet
At kunne underholde ene mand kræver sin mand - i dette tilfælde. Tomgangen ligger på lur i sådan en type forestilling, men Kholghi holder den fornemt fra døren godt to timer med blot en stol, et rødt baggrundstæppe og underlægningsmusik. Han er skuespiller, komiker og klovn, og alle grimasserne kommer ham og os til gode sammen med en masse små esser i ærmet.

For eksempel historien om, at kun bøsserne i Teheran var glade, da pigerne blev hevet ud af klassen og placeret på egne skoler. Men det skulle bøsserne bare aldrig have sagt, at de var.

Eller historien om kostskolen, som teenageren Kholghi hele tiden formidler med to stemmer - sin egen og sin dillermands.

Beskrivelsen af rejsen over den dansk-tyske grænse før tiden med “wir schaffen das” er også en herlig lille spydighed til både danskere og tyskere. Tiden står ikke stille.

Smerte, humor, overraskelse og engagement - Kholghi er et herligt energibundt på en scene.