Det er fantastisk, at teaterstykket Vores sensommer kan sættes op i 2016. Teksten om det ældre ægtepar, der genfortæller deres forhold til hinanden og publikum, er så tynd, så tynd. Der er ikke meget, man kan blive beriget med her - når man lige ser bort fra de herlige, sarkastiske replikker, der er lagt i munden på den gamle, grumpy Norman.

Når stykket alligevel bliver seværdigt, skyldes det drømmeparret - ikke blot på en revyscene, men også på en teaterscene: Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard. De to har - ligesom det ægtepar, de spiller i Vores sensommer - kendt hinanden i en menneskealder. Tilmed kan de med deres sikre timing og nærvær sætte trumpf på replikker, som virker noget bedagede.

Det er alderdommen, det handler om her - og den er jo egentlig ikke sjov, når man selv må trækkes med den, men den bliver sjov med de to - ikke mindst når Pilgaard boltrer sig med gnavpotten Normans perfiditeter.

Efter at have været vist på Østre Gasværk Teater 2015-2016 er Vores sensommer på turne 2016-2017. Stykket markerer Ulf Pilgaards 75 års fødselsdag og Lisbeth Dahls 50 års scenejubilæum.

Jeg så forestillingen i Flensborg Teater, og her kom den dårligt fra start takket være en elendig lyd, der dog heldigvis blev rettet op, men bukserne blev også trukket ned på de to veteraner, der ikke magter at råbe en teatersal op uden microporter. Det er faktisk hverdag for mange skuespillere på landsdelsscener til dagligt at råbe en hel teatersal op.

Dyb klangbund
Til gengæld får Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard en dyb klangbund ud af stykkets indhold. Nogle vil kende den snart 40 år gamle filmatisering med Katharine Hepburn og Henry Fonda i hovedrollerne, og fortællingen bærer da også præg af 1970ernes USA.

Et sted bliver det direkte komisk: Ægteparrets 42-årige datter Chelsea (spillet af Trine Pallesen) kommer hjem med en ny kæreste (spillet af Martin Hestbæk), der pænt må spørge den vordende svigerfar om lov til, at han og Chelsea overnatter i samme rum. Det var da moralsk historieskrivning, der ville noget.

Ulf Pilgaard spiller den 75-årige Norman, og hverken hans hjerte eller hukommelse er på toppen længere. Ugidelig og spydig er han, da de ankommer for gud-ved-hvilken-gang til deres sommerhus ved en sø i Maine i det nordøstlige USA. Hustruen Ethel ved, hvordan hun skal skyde hans kyniske kommentarer ned, men han ved også, hvordan han skal besvare hendes kærlighed med endnu mere kynisme.

“Du er verdens sødeste ægtemand. det er bare kun mig, der ved det”, siger Lisbeth Dahl som den lyse og livsglade Ethel. Hun byder gerne postbudet på en kop kaffe, og man forstår næsten, hvorfor Troels Malling spiller dette postbud lidt fjollet i perioder.

Ethels smil er en vilje til det gode, men bag den gode vilje er der også andre sider af hende.

Opdateret slang
Der er jo et eller andet i alle familier, og i dette aldrende ægtepars fortid er et lidt slidt forhold til datteren Chelsea, der aldrig blev den dygtige søn, som Norman vist gerne ville have haft.

Norman liver dog gevaldigt op, da Chelsea bringer en papsøn (Osvald Boisen Berg) med i det nordamerikanske sommerhus.

Giv mennesket lidenskaben, og det har alt. Normans og papsønnens fælles lidenskab bliver lystfiskeriet på skovsøen, og her viser Norman, at der ikke er helt slukket for ham endnu. Han kommer til at strø om sig med moderne ungdommelige slangord, og her er der i den danske version sjovt nok foretaget en grundig opdatering.

Lige et stykke for den aldersgruppe, der kan se sin egen sensommer i øjnene - takket være skuespillerne.