Det Kongelige Teater har skabt en perle af en forestilling. Den er lige så fabulerende, overraskende og mangefacetteret, som den uregelmæssige perle, der har lagt navn til barokken.

For barok det er Henry Purcells opera The Fairy Queen fra 1692, der er bygger tekstnært op over Shakespeares eventyrskuespil En Skærsommernatsdrøm. Det barokke teater følger Aristoteles anbefalinger for tragedien om, at der skal være sang, tale, dans, musik, for det er gennem sanserne, vi bevæges og dermed forstår verden, og det er netop teatrets opgave at skabe indsigt.

Instruktøren Aniara Amos har valgt at ændre teksten uden at miste grundelementerne og dermed figurerne fra det oprindelige libretto af syne og Cecilie Eken har med stilsikker rytme lavet nye poetiske, underfundige, alvorlige, morsomme, dobbelttydige og velklingende tekster, der ændrer det oprindelige fokus lidt.

I den oprindelige The Fairy Queen er brylluppet er den store overgangssituation, der ikke bare er indgangen til fest og nyt fællesskab, men et sårbart skæbnebeseglende overgangsritual, der former resten af livet på godt og ondt, som vi også kender det fra folkeviserne. Den indre psykologiske konflikt udtrykkes gennem et eventyrligt univers, hvor feer og skovtrolde materialiserer håb, tvivl, undren og erkendelse om kærlighedens væsen og uvæsen.

Det er barokkens (ca. 1600-1780) styrke, at den er politisk og æstetisk. Den opstår i kølvandet på reformationens store paradigmeskifte i Europa, der ikke blot var en stor åndelig mundfuld, men også anledning til modreformationer, uro og forfølgelse – også af såkaldte hekse. Økonomisk gav den fyrsterne mulighed for at centralisere magten uden om den katolske kirkes velorganiserede klostre og universiteter ved at inddrage kirkegodset.

Hvad gjorde den romersk katolske kirke så, for at genvinde terræn og stabilisere kirkens fundament?

Den besluttede ved Tridencilerkoncielet i 1545-63 at bruge kunsten til at vinde de vildfarne sjæle tilbage. Den skulle tale til den almindelige befolkning, den skulle imponere, bevæge og berige og dermed give indblik i Guds storhed.

Barokken forsøger ikke at give entydige forklaringer. Den handler om lys og skygge, glæde og sorg, tvivl og overblik, storhed og fald, bedrag og virkelighed og ikke mindst spejlinger og forførelse. Det ene er ikke mere fornuftigt end det andet eller for den sags skyld forståeligt. Overblikket er Guds og menneskene lever i modernitetens forvirring – som vi fortsat gør det.

Men vi har vænnet os til en lineær tænkning, som iscenesætter og scenograf Aniara Amos har imødekommet uden at miste barokkens stramt organiserede sansekaskader.

Med musikken som ledetråd har hun i samspil med forfatteren Cecilie Eken skabt nye tekster, hvor det er kvinden, der er gåden og ikke brylluppet – og dog, for Henry Purcells musik førte dem alligevel tilbage til det Shakespeare- inspirerede forlæg og den gådefulde kærlighed.

Barokken favner det modsigelsesfulde på en indtagende måde i denne iscenesættelse, hvor musikken leder, følger og spiller med. Den skaber lys og skygge, opmærksomhed og blid indlevelse, poesi og underfundige kommentarer.

Den får mod og medspil af tekster, scenografi, kostumer og dans, der overrasker, forfører, begejstrer, morer, undrer, driller og hele tiden holder tilskueren fast med et fint afstemt tempo.

Handlingen følger eventyrets genkendelige form:
Alfedronningen dumper ned i modernitetens storby, hvor hun med hvid tylskjole og vinger konfronteres med storbyens skyskrabere og mappemænd, der alle ligner hinanden og karikerer sig selv.

Alfedronningen taber vingerne over det møde og dermed åbnes op for hendes indre udvikling, der. Om det lykkes, vil give hendes vingerne tilbage efter end udvikling, når ”måske bliver hun sig selv på ny!”

Hvad skal hun så igennem? Hvilken verden er det?

Det univers, hun præsenteres for, skrider og glider. Alt er under forvandling og i bevægelse – også kønnet leges der med, når mænd spiller kvinder og omvendt og ideernes ophøjede ideal-verden støder sammen med den prosaiske virkelighed. Intet er konstant. Den store ramme er universet og naturen med solen og månen, årstidernes gang, nat og dag, der alt sammen symboliserer naturens gentagelser og alfedronningens udvikling.

Det er sanseberusende og så bruges Comedia dell’artens forsonende greb, så alvoren får følgeskab af latter, når det store spørgsmål, som Alfedronningen skal lære, er: Hvad er kærlighed?

Det er kærligheden, der er den røde tråd i alfedronningens dannelsesrejse

Sommer er det, og kærligheden blomstrer – men kærlighed rummer også jalousi og troløshed. Er kærlighed rå forførelse? Alfedronningen ser skøger, der byder sig til. Er kærlighed at ville det samme? Hun ser en kærlighedssøgende mand i uklædelige underbukser, der spæner efter en kvinde – der bare flygter. Er det moderkærlighed? Hun ser den uskyldsrene madonna, men under hendes skørter finder hun skøgen. Er det kærlighed eller er det en ægteskabelig pagt, hvor der handles med ydelserne?

Hun konkluderer, at kærligheden ikke er nem af få og at den bliver profan, hvis den ikke tæmmes.

Men hvad er kærlighed så?

Om efteråret, hvor naturen gavmildt bugner af frugter og afgrøderne høstes, begiver fiskeren sig langt ud på havet, hvor ingen før har været. Her finder kan knoglerne af en kvinde, som han bringer hjem og omhyggeligt samler i sin lille hytte. Om natten lægger han sig oven på skelettet, for at give det varme og så genopstår kvinden ved daggry. Tegnet på, at hun igen er menneske, er de taknemmelige tårer, der løber fra hendes øje.

Kærlighed er at give kærlighed og modtage den, også når man må strække sig så langt, som ingen før har gjort det.

Således leges der med liv og død, og følelsernes muligheder, men også at skulle skelne mellem øjets og sindets bedrag, for hvad ser alfedronningen og hvad er sandheden? Det følges op de hvide feer, der får sorte jakker på – tingene er ikke entydige, og hun ender med at finde en tom kjole – måske er der alligevel intet!

Det leder op til vinteren, hvor kærligheden er kold – og dog?

Med en betagende scenografi af sne, is, kulde, der mildnes af poetiske dansende isflager og et par pingviner, er kærligheden nået bunden. Men mørket rummer lys og Alfedronningen ser, hvordan de lykkeligt elskende ”løser gåder på tusinde måder” og bliver fri for pinens djævelske jalousi.

Alfedronningen lærer, at kærligheden bliver profan, hvis den ikke tæmmes, så rådet er, at holde sig på dydens smalle sti, og scenografien viser, at alt er så dobbelt og modsigelsesfuldt og det ikke er nemt at finde smalle stier i det virvar.

Foråret følger. Det kaster et guddommeligt lys over verden på ny. Planterne gror og amorinerne basker igen med vingerne under de rosa skyer. Det er tiden for frugtbarhedens nye sæson, og det er man ikke i tvivl om i denne opsætning.

Alfedronningen har fuldendt sin rejse og har genfundet sig selv. Hun får vinger, men hun ved også, at bryllupsguden er tungnem, at hun skal lytte og være sig selv, og elskoven kan trænge til opmuntring.

Aniara Amos har skabt et ”Gesamtkunstwerk” af en forestilling, hvor musik, scenografi og iscenesættelse supplerer og kommentere hinanden i sjælden grad. Alt er så musikalsk følsomt afstemt og stilsikkert, så man som tilskuer kan hengive sig til en teateroplevelse, der rummer alle barokkens modsigelser og spørgsmål. Der er en overdådighed af sansemættede stemninger, billeder og symbolske sidehandlinger, som der ikke er plads til at nævne her, men på grund af en stram nøje afstemt symmetri kan tilskueren hengive sig til disse kaskader af sanseindtryk og alvorlige spørgsmål, fordi der bag denne sprudlende fantasifulde opsætning og afbalancering af virkemidlerne, så de aldrig bliver tomme og klichéfyldte.

Sangerne levede helt op til Purcells høje standard og så var de tilmed i stand til at være fremragende skuespillere.

Kostumerne, som Jorge Jara har lavet, er kunstværker i farve og snit og uden sidestykke. De ligger som en stemningsmarkør og underfundig stemme, der fylder øjet og skubber til fantasiens grænser, medens de støtter handlingen fra det poetiske til det provokerende.

Der er en overflod af detaljer, der understøtter det modsigelsesfulde og det ubegribelige fra kulisser over kostumer til teksten, dansene og sangernes mange roller og variationer. Det er så præcist gennemført og symmetrien i danse og personkonstellationer, der netop er barokkens kendetegn, opretholdes, så repræsentationen nøje bevares og tilskueren kan hengive sig til det hele og lade sig bevæge og Ole Lemmeke binder som Puk det hele muntert og underfundigt sammen med de rytmiske, velklingende monologer.

Lars Ulrik Mortensen dirigerer indsigtsfuldt og fintmærkende, så man hører hver variation, hvert enkelt tableau, hvert enkelt instrument og somme tider selv bliver løftet helt op på de lyserøde skyer.

Det er barokteater og det er teater, når det er bedst! Se det!

Endelig kan vi glædes over, at denne oplevelse er muliggjort, fordi A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond har været så visionære at forære nationen denne forestilling, medens politikerne har valgt at beskære Det kongelige Teaters budget til benet. Dem er det åbenbart ikke gået op for, at kunst kan fremme politik, men det vidste man i 1645.