Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Neoarctic Det Kongelige Teater, Gamle scene
Anmeldt 18/9 2016, 03:12 af Uffe Stormgaard

En dommedagsvision


En dommedagsvision

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Her sidder vi i kulturens højborg, med plys, klunker og kulturminister. Med dronningeloge (ganske vidst tom!), omgivet af guldbelagt stuk og prismekroner. Klassiske rammer med ekko fra Holberg, Oehlenschläger, Munk og Abell. Og så kommer sansebraget.

Ikke kun i lyd, men billedbølger så store som Rundetårn. Farver, lyd fylder rummet, der suger os op i Det kongelige Teaters Gamle Scenes soffitter - og blæser alt omkuld, vælter alt hvad vi ellers erindre om kongelig kunst.

For det er verdens undergang – ikke mindre.

Neoarctic – er Hotel Proformas bud på den yderste konsekvens af jordens klimasituation. En dommedagsvision – hvor havene/smeltevandet oversvømmer landene. I 80 minutter kastes vi nådesløst ud i tolv turbulente tableauer, i et selvforskyldt dommedags epos.

Tableauernes korte malende overskrifter er: plastik, støv, mudder, under jorden….alle illustrerende jordens erosion, økosystemets nedbrydning – og det totale globale sammenbrud.

En undergangs opera – for tolv sangere i uudgrundelige skikkelser (Det lettiske Radiokor). Et voldsomt visuelt lyd-og billedstykke – som vi kender, netop i Kirsten Dehlholms instruktion. Skaberen, for mere end 30 år siden, af Billedstofteatret. Dengang, som nu, er hun en af de mest originale nyskabende internationale teaterfornyere – helt på linje med Odin Teatret i Holstebro.

Billedstofteatret, der dengang var ordløst og anti-skuespillere, chokerede og provokerede ved sin billedskabende evne. Mennesker i bevægelse, i grupper , i sammenhæng, skabte hidtil usete billeder, på billeder, af gamle, unge skæve og krumme – gribende ,når de dengang vandrede gennem Glyptotekets haller.

Hotel Pro Forma tog over og blev som Kirsten Dehlholm skriver: et internationalt laboratorium for performance, installation og opera. Oftest et resultat af samarbejde mellem kunst, naturvidenskab, digitale medier. Det er netop hvad Neoarctic er. Med udgangspunkt i Nors-og sydpolens nedsmeltning, rejses anklage mod den uforsvarlige måde vi forvalte klodens resurser.

Musikken er af Andy Stott og Krists Auznieks – og teksten ved Sjon – men konceptet, billedet, styringen – ide og engagement, har ikke kun Dehlholms fingeraftryk – det har hele hendes engagement.

Vi overvældes nok en gang – forvirres – er uforstående. Alligevel åbnes vores sanser. En ny lydhørhed vækkes – og tilbage på nethinden står billeder på billeder. En scenografi med kæmpe bevægelige, bølgende bagtæpper, hvor farve/billede skaber den kalejdoskopiske destruktive stemning. Selv om de er skræmmende og destruktive er skønheden en fællesnævner – om så vi drukner i plastik, kvæles i støv – og næsten ikke kan trække vejret, ja, så gør vi det i en skønheds rus.

Neoarctic er et katastrofeepos. En undergang større end den skibskatastrofe som Tom Kristensen engang længtes efter i Hærværk – det et hærværkets apoteose – iværksat af os selv.

Selv om jeg – indrømmet – ikke forstod alt, og engang imellem følte mig hensat til Las Vegas pågående digitale lyshav, af videoprojektioner, vil jeg ikke være Neoarctic foruden. Et rystende indlæg i klimadebatten, men først og fremmest stor billedkunst med en blanding af atonal, elektronisk musik, menneskestemmer og videoprojektioner. Hotel Proforma redder nok ikke verden – men mindre kan også gøre det f.eks. at give tilskuerne en rystende visuel oplevelse. Og tak for det.

213
Forrige anmeldelse
« The Fairy Queen «
Næste anmeldelse
» Dekalog »