Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Lillys Danmarkshistorie Folketeatret
Anmeldt 14/9 2016, 13:46 af Hans Christian Davidsen

Kvikt teater om 100 års kvindeliv


Kvikt teater om 100 års kvindeliv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Kvinder kan ikke blive astronauter«, hævder den næsten alvidende mandlige lærer i den varme og underholdende komedie Lillys Danmarkshistorie.

»Hvorfor ikke?«, vil den frække pige i klassen vide. »Øhhh…. fordi…. kvinder får menstruation«, svarer læreren. Man se næsten blodet flyde rundt i rummet, da han bilder eleverne noget på ærmet. For få år før Neil Armstrongs landing på Månen i 1969, havde Sovjetunionen sendt en, ja, kvinde ud i rummet.

Sådan er det i Folketeatrets fine opsætning af Pia Fris Laneths bog Lillys danmarkshistorie, der udkom i 2006. Noget bliver fortalt, og noget bliver ikke fortalt. Selv fortælleren Pia - der er forfatterens ego - forsøger at gå uden om det, hun ikke ønsker at prikke til. Ligesom andre af de kvindelige figurer i stykket siger: »…. men det behøver du måske ikke skrive om i din danmarkshistorie«.

De seks kvinder er taget ud af tre generationer i Pia Fris Laneths egen familie, og én af dem, Annie hedder hun, er et menneske, der har en formidabel evne til at sige »… og så snakker vi ikke mere om det…«. Ikke fordi det i sig selv er tabuet, hun undgår, men i højere grad brugt som en overlevelsesmekanisme. Der er ingen grund til selvynk, og livet er for kort til at dykke ned i det dystre.

Lillys Danmarkshistorie er fortalt gennem forfatterens egen slægtshistorie og blev sidste år sat op for at markere 100-året for kvindernes stemmeret. I efteråret 2016 er forestillingen på turné og vises igen i Nørregade i København.

Det drejer sig om danske kvindeliv set fra sociale og politiske vinkler med kendte sange fra film, revy og danskpop - Smilende Susie er her sammen med blandt andet Anne Linnets Smuk og dejlig og Trilles Hej søster. De seks kvinder på scenen er Pia Rosenbaum, Birgitte Raaberg, Henriette Rosenbeck, Christian Bjørg Nielsen, Tanya Lund Andersen og Sanne Graulund, og de er ikke blot stærke og overbevisende skuespilere, de kan også synge og ejer gennemgående en god musikalitet. Bas, tangenter og trommer håndterer de mellem en collagetekst, der lever og zoomer ind på de forskellige kvinder i Pia Fris Laneths familie. Sanne Graulund er kapelmesteren i dette velklingende kvindekor.

Retten til eget liv
Kvinderne taler med hinanden (selv om nogle af dem er døde), så det bliver til en serie nedslag i tiden med fortællinger om sex, kærlighed, mænd, job, dagligdag, stemmeret, retten til eget liv og egne penge - og ja, retten til at være astronaut på linje med mændene.

Det er tale-teater blandet med små sketches og korte opremsninger af fakta og statistik. Vi bevæger os fra en tid uden centralvarme eller træk-og-slip gennem krigen til efterkrigstiden, hvor amerikansk livsstil bliver et ideal, til rødstrømper og hippier - illustreret med fotos og filmklip på LED-skærme, der køres rundt på scenen.

Der bliver født babyer i ét væk, når et stort lagen elegant bliver viklet sammen til en bylt. Så enkelt kan det gøres.

Pias familie er broget og fyldt med arbejderklassens fortællinger: Hårdt arbejde, kampen for at brødføde børnene, alkohol og graviditeter inden brylluppet. Fortælleren er ikke ukritisk over for sig selv og overlader lige indtil det sidste publikum selv at tænke.  Lige som vi tror, det er kvindernes egen sandhed, der fortælles, kommer det senere frem, at forfatteren har sin egen fortolkning ud fra sin egen samtids præmisser.

Bagklogskaben bliver dermed rigtig godt formidlet, og mens Pia har let ved at bore i de forrige generationers fejl og fortrin, bliver hun lidt mere forsigtig med sine egne egne skæverter - for eksempel ægteskabet med det store 1970er-ikon i Danmark, forfatteren Hans Jørgen Nielsen, der drak sig ihjel og dermed gjorde sin nærmeste til enke som 34-årig. Intet over alkoholen.

Ud og ind af rollerne
Pia Rosenbaum er  herlig i rollen som bedstemor Misse fra vestjyske Hejnsvig. Birgitte Raaberg charmerer som svigermor til Lilly, der legemliggøres fint af Henriette Rosenbeck i en blomstret kjole. Svigerinden Annie styrer Christian Bjørg Nielsen med et herligt humør og lidenskab uden alt for megen bekymring om konsekvenserne. De hopper alle ind og ud af rollerne og bliver til piberygende mænd og arbejderforældre.

Sanne Graulund er stærkest musikalsk, men dog udmærket som den flippede søster, og Tanya Lund Andersen fin som hovedpersonen, der de sidste minutter får den lidt kedelige lod at lade kæden hoppe af Pia-figuren bliver til slut unødvendigt bliver moraliserende og kommer med en lidt patetisk enetale om kvindeliv og fremtiden. Bare hun dog ikke havde sagt alt dette og ladet os selv tænke.

Men det er en lille skønhedsplet på en gennemgående meget vellykket opsætning, hvor vi aldrig helt bliver kloge på, hvilken sandhed, der bliver fortalt. I sig selv en kvalitet.

211
Forrige anmeldelse
« Petra von Kants bitre tårer «
Næste anmeldelse
» The Fairy Queen »