Filminstruktøren Rainer Werner Fassbinder har haft monumental indflydelse på ikke kun Tysklands moderne filmkunst men også på den tyske teaterscene. Fassbinders maniske arbejdsetos resulterede i en mildt sagt omfattende værkliste, der ud over film og teater også dækkende dokumentarfilm, tv, kortfilm, radiodramatik og han arbejdede tillige som komponist, fotograf, skuespiller, redaktør og scenograf.

Fassbinders kunst dissekerede og angreb såvel det borgerlige Tyskland, eliten, magthaverne ligesom han mere fundamentalt undersøgte den menneskelige eksistens’ grundvilkår, erfaringer og dilemmaer.

I 1971 havde teaterstykket Die bitre Tränen der Petra von Kant, og i 1972 blev stykket filmatiseret med Fassbinder selv i instruktørstolen. Filmen havde kun kvindekarakterer og med to af instruktørens favoritskuespillerinder i hovedrollerne, Margit Carstensen og Hanna Schygulla som henh. Petra von Kant og Karin Thimm.

Blotlægningen af Petra von Kants eksistentielle og emotionelle længsel efter den store Anden blev iscenesættelsen af det at elske og leve sine kreative, skabende kræfter ud og lade sig blive opslugt af den passionerede, altopslugende kærlighed og det utæmmelige begær. At give sig helt og aldeles hen bliver i Fassbinders optik en dans mellem herre og slave i nærmest hegeliansk aftapning, hvor magspillet mellem de elskende determinerer det dramatiske plots udvikling og kulmination.

Denne universelle historie indleder Aalborg Teaters sæson 2016-2017 i form af instruktør Angela Stojcevskas minimalistiske, men også gribende og solide, version af Fassbinders vision. Der er ikke tale om en decideret modig genfortolkning, der kaster alle originalens elementer op i luften og sammensætter dem på nye radikale måder; snarere er der tale om en trofast hyldest, der samtidig understreger det teatralske element, dets stiliserede og dramatiske natur i logisk samklang med stykkets, i udgangspunktet, stærkt melodramatiske historie og karakterer.

De seks skuespillerinder gør det godt. Dramaets epicenter er naturligvis Petra von Kant, og den unge Nanna Skaarup Voss gør indtryk. Ikke bare fremmaner hun visuelt Margit Carstensen i form af sit røde hår, porcelænshvide hud og skrøbelige statur, hun formår også at overbevise og gribe tilskueren i at identificere og lide med Petra – i spændet fra dekadent, dvask og livstræt kyniker over arrogant sadist over for den tavse assistent Malene til den altopslugende besættelse af Karin og i desperationen og fornedrelsen over at blive ydmyget og forladt af samme. Louise Lauenblad er øretæveindbydende som overklasseløget Sidonie, og Marie Knudsen Fogh kæmper bravt med rollen som Karin Thimm, der får Petra von Kants verdensbillede til at krakelere.

Der, hvor forestillingen halter, er netop i identifikationen med Petra og Karins stormende forelskelse og erotiske besættelse. Deres første møde er dramaturgisk over-the-top og samtidig meget bevægende på sin egen enkle måde, men derefter skæres der abrupt i forlægget, og man springer hovedkulds til dér, hvor deres forhold skifter fra harmoni og den store kærlighed til jalousi, ydmygelse og magtspil. Teatergængeren når ganske enkelt ikke at blive suget helt ind i Petra og Karins unikke kærlighed eller blive henført af deres erotiske besættelse. Den helt særlige kemi og kampen om magten kommer til at fremstå ærgerligt postuleret. Uagtet dette kan Fassbinders historie stadig fascinere og gribe, og Petra von Kants bitre tårer er en solid åbner for den nye teatersæson.