Uden for Glassalen står en kamel omgivet af letpåklædte velskabte Lommer-piger. Så er tonen slået an. Det er SHOW, som teaterdirektøren/instruktøren og idemanden Stig Lommer, med den obligatoriske cigar i mundvigen, råber fra scenen i skikkelse af Carsten Bang. Piger og kameler giver omtale i de kulørte blade/aviser. For vi er i midt 50’erne, hvor tv var small screen, i sort/hvid og kun for de udvalgte få.

Dirch Passer og hans ånds- og crazybror Keld Petersen står stadig så klart i erindringen, at deres sam(og mod-)spil i "Kellerdirk Bros." uden tvivl ville ryge ind på 1.pladsen i danskernes humør-kanon. Klassikere som ’Skolekammerater’ og ’Tømmerflåden’ behøver vi kun stikordene til, så sætter hjernens verbale automatpilot i gang, vi kan hvert ord, hver eneste betoning.

På ABC-scenen på Frederiksberg Alle fornyede - revolutionerede - parret datidens revy. Ingen politik, ingen samfundskritik - kun ren crazyness i slægt med Marx Brothers og Samuel Bechets/Eugene Ionescos absurde teater. Som Knold og Tot, Gøg og Gokke, Fy og Bi udviklede de galskaben. Ikke kun fik de os til at le - men skralgrine - så det næsten gjorde ondt, når vi lystigt fulgte dem i deres accellerende vanvid.

Hvor er der dog mange godbidder. Ikke kun fra de to sammen - men også fra stribevis af Dirchs (for vi er da på fornavn) monologer: ’Mudderklirren’, ’Hoppegyngen’, ’Den russiske klovn’… hænger stadig ved.

Det er de stjerneskud instruktøren og medforfatteren Peter Langdal har valgt at fyre af i DIRCH - en musikalsk komedie. Et kæmpe fyrværkeri, med sole, vandfald, guldregn - og et par enkelte fusere.

Med udgangspunkt i succesfilmen af samme navn (2011), der i Nikolaj Kaas skikkelse gik tæt på Dirch Passers kampe og psyke har musicalen valgt et mere kulørt kalejdoskopisk billede, hvor man citerer fra galskaben, lægger nye branderter til (både de verbale og de våde) og hvor der springes ubesværet i tid til jazzet musik og bensving. Alt sammen for fuld udblæsning, blandet godt op med tidens slagere (det hed det dengang), ’Vi får snakket med os selv’, ’Tag en gammel sweater på’ ,så er man sikker på, at vi alle kan nynne med.

Og så til det umulige. At erstatte Dirch og Kjeld - endda på scenen. For de var dem og kun dem, ingen kan efterligne - slet ikke parodiere. Det er derfor lidt af et vovestykke, at vælge en af nutidens bedste parodister Andreas Bo til titelrollen - og det lykkes til dels. Nok ligger toneleget og gummiansigtet i glimt tæt på Dirchs, men alligevel er vi ikke i tvivl om at det er ikke Dirch, men en figur skabt i kærlighed til ham.

Samspillet med Troels Lyby som Kjeld Petersen giver i glimt den dybde og nærhed, som trods showets pågående voldsomhed, tegner et billede af venskab og afhængighed af hinanden og ikke mindst af sprut. Masser af kriser, kvinder og druk - plus en stor skuffelse og fiasko da Dirch efter en lang kamp, får lov til at spille drømmerollen i Steinbecks Mus og mænd - og publikum bare lo.

Kjelds dør ung i 1962 - endda natten efter sucessepremiere på ABC-teatrets scene. Baggrunden for fyrværkeriet, den dunkle nat, træder nu tydeligere frem hos Dirch. Sceneangst, ensomhed, opløst ægteskab og alkoholmisbrug får ham i 5 år til at opgive scenen.

Musicalen vil det hele. Grovskitser af kvinderne, der falder for den kejtede, ubehjælpsomme mand - med det store komiske talent. Sitter (Sigrid Horne Rasmussen) hans første hustru, spillet moderligt og kontant af Kaja Bryld - der i øvrigt også er fremragende som engelsk natklubsangerinde. Judy Gringer er her, i Mathilde Norholts krop, med Babs og Nutte i strut-form. De er her alle. Sys Bjerre er ’Frøken Himmelblå’ med Gitte Hænning friskhed. Som Daimi lader hun sig med stort talent ’kysse i sin gadedør’ og ’sætter sin hat som hun vil’ - en sangstump, der intet har med Dirch at gøre - men dog ender med, ’et spørgsmål om stil’. For stil det har Dirch om nogen. Preben Kaas, Ove Sprogø, Erling Schrøder er alle med til at give ham den.

DIRCH som musikalsk komedie - er som Lommer, der råbte: SHOW. Vi er underholdt, ikke kun i nostalgiens svøb. Oftest blæst over ende af tempoet, opfindsomheden, som vi ved Peter Langdal mestrer. Et par fusere, som at lade Klaus Pagh bolle en sekretær bagfra mens han taler i telefon og en overdreven Ulf Pilgaard parodi, bør snarest afmonteres.

Som Dirch Passer engang skulle have sagt om en svag tekst af Preben Kaas: Så råber jeg bare højere.

DIRCH er en forestilling, hvor der blev råbt rigtig højt.