Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Dirty Dancing – The Musical Operaen, Holmen
Anmeldt 22/7 2016, 13:06 af Teddy Tofte

Den beskidte dans vender tilbage i Operaen!


Den beskidte dans vender tilbage i Operaen!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ja, du hørte rigtigt. Dirty Dancing – The Musical vender tilbage. Så det store spørgsmål i første omgang er dette: ”hvis jeg så opsætningen i Tivoli i 2015, skal jeg så se den igen i Operaen i 2016?” Nej, det behøver du ikke. Opsætningen er så godt som den samme og at kalde det for en ”musical” er måske lige at strække betydningen lidt for meget. Der er skam sang og dans i (masser af dans), men sangene er intet andre end dem, man kan finde på filmens soundtrack, og jeg synes ikke, de er ”musical-agtige”. Nærmere er teaterstykket en gengivelse af filmen fra start til slut, og vil du mene, at Dirty Dancing fra 1987 er en musical? Nej, vel? Filmen, lige så vel som teaterstykket, er drama, humor, en tøsefilm, men vigtigst af alt: en dansefilm.

Opsætningen er skam flot og underholdende alligevel.

Selve historien er en moderne eventyrhistorie, hvor den kvindelige hovedrolle bliver forvandlet fra en stille, forsigtig pige til en voksen, selvstændig kvinde. Det hele er fortalt fra hovedpersonens synsvinkel, præcis som nogle af de bedste eventyrhistorier, vi kan finde i filmhistoriens klassiske katalog. På den måde er fortællingen af historien meget effektiv, og der må jo være en grund til, at den bliver set igen og igen af hunkønsvæsner,generation efter generation. Så uanset hvad du synes om filmen, kan du ikke benægte dens status i filmhistorien som klassiker.

Vi er i 1963, før verden gik af lave, og vi følger Baby (Mathilde Norholt) i hendes og familiens udflugt til sommerresidensen Kellerman’s, hvor man kan lære at danse, spille golf, lege gættelege og andre sociale familieaktiviteter. Baby er den idealistiske type, som gerne vil ændre verden til det bedre, mens hendes søster (Laura Drasbæk i en pragtrolle) bare gerne vil dekorere verden, så den ser flot ud. Baby passer ikke rigtigt ind og hun bliver straks tiltrukket af den slemme, slemme danseinstruktør Johnny (Silas Holst) og den slemme, slemme, beskidte, beskidte dans, der bliver danset bag kulisserne, når personalet har fri fra arbejde.

Resten af historien kender de fleste jo nok, så der er ingen grund til at dvæle mere på det punkt. Hvis du ikke kan lide filmen, kan du ikke lide teaterstykket. Hvis du er mere interesseret i de tekniske aspekter og hvordan folkene bag forvandler de skrå brædder til en live udgave af Dirty Dancing, så er der måske noget for dig at komme efter, for der hvor teaterstykket i den grad skinner, så er det i opsætningens kreativitet. I princippet er der bare blanke vægge (store tv-skærme), som ændrer sig i takt med historiens fremgang og simulerer steder og objekter. Der er også fysiske genstande, og nogle lydeffekter, som for eksempel hvor Baby og Johnny skal øve deres dans på en træstamme ude i skoven og når de skal øve ”hoppet” ude i en sø. Det er en simpel, om end meget teknisk, måde at vise et teaterstykke på, og jeg må indrømme, at det virker meget godt.

Silas Holst og Mathilde Norholt i hovedrollerne er et godt makkerpar og det kan ses, at de har gjort det her før. Kemien er der, men rollerne bliver spillet meget tæt op ad den måde skuespillerne fra filmen gjorde det, og det giver ikke mange nye nuancer til stykket. De synger ikke (selvom Silas gav en ekstraordinær optræden til Swayze-sangen She’s Like The Wind), og det er underligt at se de to hovedroller ikke synge i en såkaldt musical. Robert Hansen er sjov (for de fleste) i rollen som Kellermans irriterende barnebarn, og Laura Drasbæk fik de største grin og klapsalver for sin optræden som Babys søster.

Dirty Dancing – The Musical rammer de punkter, den skal ramme, og udover opsætningens baggrunde og miljø, er der ikke meget nyt at komme efter. Jeg tror, at de fleste ser stykket, fordi de kan lide filmen, og for dem er det en ganske uforglemmelig aften. Du synger med på sangene, du griner de rigtige steder, og du mærker hjertet briste, når de velkendte replikker bliver sagt.

Man kan vist roligt sige, at Dirty Dancing er kommet for at blive.

208
Forrige anmeldelse
« En folkefjende «
Næste anmeldelse
» DIRCH - en musikalsk komedie »