Straks – mens publikum finder deres pladser – ser vi de 3 udøvende musikeres ansigter. De stirrer fra bagvæggen, ned på os i kæmpe nærbilleder. Lidt blinken med øjnene. En spiser en banan, en lidt lakridser, ellers er det en udtryksløs stirren ind i kameraet - og på os. Så begynder det ene ansigt at smågrine, det næste følger og snart ruller en kaskade af latter hen over publikum.

Lyset på scenen intensiveres. HOV! Mellem de to flygler og de andre musikinstrumenter, ligger en sovende dame i en jernseng. De tre vægportrætter er nu kommet på scenen, som trio Zoom, iført rokokokostumer. Sengedamen har rejst sig, mens de medvirkende myldrer ud og ind af scenen.

Den røde dame (Tanja Zaplski) har sat sig til tangenterne. Saxofonisten, Stefan Baur, har snuppet sit instrument og ved slagtøjet sidder nu Matiias Escudero Selbæk klar.

Klar til hvad? For nu skal der holdes på hat og briller. Avantgarde Cabaret the Fool, hedder forestillingen på Operaens Takkelloft. Født ud af det 20.århundredes begyndelses oprør mod den traditionelle borgerlige musik. Arnold Schønberg med sin 12-tonerevolution, June Paik og John Cage senere, begge medlemmer af kunstnergruppen Fluxus, der nåede sit ultimative oprør ved at smadre flyglet. Glemmes skal heller ikke Per Nørgaard, Niels Viggo Bengtson, for nu at blive ved nogle af vores egne avantgardister.

Her er man ikke bange for at blande stilarter og instrumenterne, slå og mishandle dem – indlægge en gryde, en råber, en lille hund (!) - og en engelsk mezzosopran, Lore Lixenberg – der har iscenesat the Fool.

Fire uropførelser af markante europæiske komponister, med bredde. Inspiration fra Shakespeares sonetter, koens frygt for slagtekniven, skammen ved at være dreng og frem til You Tube-manien.

Indrømmet, jeg var forvirret. Hvem er det der synger? En smuk trænet professionel kvindestemme, snart atonal, snart lyrisk, snart... jamen, det er da damen nede på 3.række. Og hvis jeg spidser ørene: No Hear, No Speak. Og øjnene: på bagvæggen en projektion af en skov, hvor katte og ræve (måske) smutter rundt mellem stammerne. Vi er midt i Shakespeare citaterne, fornemmer man. Sat i lyd af Helmut Oehring.

Nemmere har jeg det med koen, i Rolf Hinds komposition. Den har to ben foran og to bagved - og er hellig for hinduerne, synges der. Et drøvtyggende nærbillede af koen, vor ven. Alt imens sang og musik veksler mellem aggression og blidhed, følger vi kalven til slagterbænken - og hov, her i halvmørket skimter vi en ung pige, der med blus på stegepanderne er i gang med at tilberede oksen. Vildt og atonalt slutter seancen med koens død og et råb til publikum: SÅ er der stegte pølesr, hvem har lyst til en bid?

Efter pølse og pause bliver, der plads til latteren.

Niels Rønsholt har komponeret Shame en symfoni om en dreng, der har skidt i bukserne. Denne gang på dansk, reciteres, synges, musiceres - ind imellem det pinlige, endda helt poetisk, om den stakkels drengs lidelser. Jeg er så grim, så dum ...og endda med bukserne fulde, til en opløst fragmenteret billedside af en dreng.

Og så til klimaks. Fuck, fuck, fuck, hvor det går... mange hundrede, ja måske tusinde gange gentages bandeordet. Rytmisk, råbende. Snart er det os publikum, snart politikerne. Hvorfor er politikerne fulde af løgn - fordi vi tillader det, jazzer/råber Lore Lixenberg sig gennem den ultramoderne The Anger Demon af Niels Rønholt. Og her har vi den frækhed og nærhed som ordet cabaret havde stillet os i udsigt. En performance kunst som klovner og samtidig vil tages alvorlig.

The Fool er en forestilling, der kræver meget af musikerne - og måske endnu mere af publikum. Tilstået, jeg var forvirret, irriteret, provokeret - men også (ind i mellem) nysgerrig opløftet. Men det var jo netop dengang, for hundrede år siden, oprørenes mål. Det er det vel også i dag - så dermed har the Fool til en vis grad nået sit mål, samt i brudstykker at give glimt af komik og alvor.