Hvordan klarer de det?

Dem, hvor begge er på fjernsyn, bestiger bjerge i fritiden og har et cv, så man skulle tro, det var løgn?

Det er også løgn, og de klarer den vel heller ikke helt. Derfor giver det god mening, at den, det hele drejer sig om, slet ikke er med i Malaga - en kort, men vedkommende forestilling om to selvrealiserings-besatte forældres flugt fra ansvaret.

Ørelægen Michael (Holger Østergaard) og psykologen Vera (Camilla Gjelstrup) er separeret og venter blot på skilsmissen. Han skal til en vigtig kongres i Innsbruck, og hun skal til Málaga for at knalde med sin nye kæreste. Men hov, så er der jo lige datteren, der skal passes. Datteren, som vi aldrig ser.

Vera har sat slyngvenindens teenager-søn Alex (Niclas Vessel Kølpin) på opgaven. Han entrerer scenen med et febrilsk og flaksende kropssprog. Er det djævlen eller frelseren, vi har at gøre med dér? Det er faktisk ikke lige til at se. Vi - publikum nede i salen - bliver sendt ud på den glatte is.

Vatnissen Michael ved, hvad han ikke vil. Han vil ikke blive hjemme for at passe sin datter, og han vil ikke misse konferencen, der skal give karrieren endnu et skub. Hvad vil han så?

Det, der starter som et skænderi, virker næsten helt hyggeligt i sammenligning med den katastrofestemning, der senere indtræder. Vi får ikke at vide, hvad der er sket mellem datteren og den urovækkende teenager - nok fordi forklaringen ikke er så vigtig.

Præcis og intens
Javel, stykket er kort, men teksten præcis og intens, og der er endnu mere mellem linjerne. “Nutiden har ikke brug for visioner”, siger den 19-årige babysitter Alex et sted. Og “Ville jeg være her, hvis ikke du havde et problem”, spørger han et andet sted. Han bringer dynamit ind i dramaet og går “bag om decoupagen”, som han selv siger.

Ja, det skal jeg love for. Han er diabolsk som bare pokker, men en djævlens advokat, der tager ordet ud af munden på publikum. Pointerne er skræmmende.

Svalegangens Malaga er ord-teater, der taler for sig selv. Og scenograf Karin Gille har været lydhør over for dette med et enkelt wide screen-format i baggrunden. Kun variation i farverne på skærmen bryder minimalismen, så der er masser af rum til, at vi blot kan lytte til teksten. Ligesom i teksten er der en truende horisont, og de to forældre forandres ved sceneskiftene til sorte, stivnede skygger. Ganske effektfuldt. 

De tre roller er godt besat. Niclas Vessel Kølpin overspiller på den gode måde, og Camilla Gjelstrup viser en overflade, som der gemmer sig mere nede under. Svageste led i kæden er Holger Østergaard, eller måske er det figuren, ørelægen Michael, der er så menneskeligt tonedøv, at han befinder sig et sted mellem det karikerede og det usandsynlige. Det bliver grotesk. Jordforbindelsen er væk. Komedien og satiren udvikler sig til gys, og selv om budskabet ikke er til at tage fejl af, bliver »Malaga« aldrig moraliserende. Dertil er der heldigvis for meget, der forbliver usagt.

Interview med spillerne

Om scenografien