Et af verdens mest spillede teaterstykker er formentlig Molières komedie Tartuffe, skrevet til Louis d. XIVs hof i 1664. Det er også forståeligt nok. For handlingens kærne er så almenmenneskelig og tidløs, at det næsten gør ondt. Hykleri, magtbegær, bedrageri… karakteregenskaber som altid er aktuelle, om det så er i nærmiljøet eller på det politiske plan (ingen nævnt!).

Betty Nansen Teatret har valgt, at give klassikeren Tartuffe nyt liv – ikke noget med at iklæde skuespillerne moderne habitter eller cowboybukser – vi er her med parykker, pludderbukser og kalvekrøs - næsten som dengang – dog, en enkel af truppen bærer armbåndsur (!) og live musikken er Powersolos rock/barok musik. Læg dertil de elegant rimede aleksandriner, som Jesper Kjær har nyoversat.

Forestillingen kan begynde

Ud af fortæppets mang-foldighed, hver med en kandelaber i hånden, vælter Huset Orgons beboere ud, for at præsentere deres syn på huset herre Orgon – og ikke mindst dennes uforbeholdne beundring, ja, nærmest forelskelse i den fromme kirkens mand, Tartuffe, som nu er optaget i den rige Orgons familie og snarest forventes gift med husets datter.

Så rives tæppet, i bogstavelig forstand, ned. Et kæmpe scenerum med et Tizianlignende korsfæstelses billede over pejsen og med Molières sort/hvide portræt i baggrunden. Orgon, i Niels Ellegaards prægtige patriarkalske skikkelse, betror os sin uforbeholdne beundring for Tartuffe, medens Michael Moritzen, som hans tjenstvillige svoger, serverer te med sukker, mere sukker – et lille velturneret farce nummer. Så vender scenebilledet. Pejsen drejer rundt og kommer helt frem til scenerampen. De næste mange scener foregår nu inde i selve pejsen. Barokt, absurd, symbolsk – eller blot moderne teater?

Den tyske instruktør, med fortid bl. a. på Volksbühne i Berlin, Milan Peschel, river os ud af den traditionelle komedies rammer – selv om rim og parykker siger noget andet – så får vi også absurd teater parret med fjeldebods løjer. Et kæmpe spisebord skubbes frem og tilbage på scenen, frem og tilbage, på den næsten tomme scene… under stor lystighed (for hvem?).

Hvad med Tartuffe? Længe har vi ventet på ham – og så står han der. Som Didi og Gogo fra Mens vi venter på Godot, med Klods Hans bør og krøllet tøj. Jens Albinus, som den skinhellige kamæleon, der ikke kun tilpasser sig omgivelserne, men også udnytter sin evne til at smigre, for selv at opnå jordisk gods. Underlig bleg og farveløs. Måske netop derfor farligere, end en brovtende let gennemskuelig selvgod hykler?

Tartuffe vikler, som forventet, Orgon om sin lillefinger, smigrer datteren – men det er Orgons kone (Bodil Jørgensen i flammerødt) han vil have – og det får han til fulde - endda på spisebordet (der var det igen) med manden gemt nedenunder, for til sidst endda selv at blive direkte involveret i den seksuelle eskapade.

Der sker meget – under skrig og råben – inden den hykler af en Tartuffe bliver afsløret. Gode skuespillere med Ulla Henningsen som en fornuftens kommentator, får os til at forstå alvoren bag de visuelle løjer. Det obligatoriske unge par og Orgons musketersøns roller står svagere - tæt på skolekomedien.

Nogen nuanceret psykologisk udredning om hykleri og dobbeltspil fik vi ikke, men midt i hykleri-halløjet blev vi godt underholdt af professionelle skuespillere, musikanter, en pågående scenografi og en forvirrende tysk instruktion, der alle gerne vil forny klassikeren.

Tartuffe fik i fordums tid ophidset gemytterne og tirret kirken. Stykket blev bandlyst efter bare een opførelse. Molière fik det år efter genopsat – hver gang med voldsomme reaktioner fra autoriteterne. Så galt går det ikke hos Betty Nansen – vi blev højlydt underholdt - uden at føle os trådt over tæerne. Hvilket nok er forestillingens største fejl.