Det er vigtigt aldrig at ødelægge en god historie med sandheden, fortæller en stemme i begyndelse af danseforestillingen 360 grader og fortsætter: “Jeg kan sagtens tale usandt uden at lyve”.

Med billeder inspireret af den grønlandske natur og opdagelsesrejsendes fortællinger fra isen er det nærliggende at tænke på Jørn Riels fantastiske skrøner, men Uppercut Danseteaters fortælling udvikler sig til en dynamisk fortælling med billeder, der giver aktuelle associationer til mennesker, der forsøger at nærme sig hinanden, og mennesker, der udstøder og bliver udstødt.

Uppercut Danseteater turnerer med dobbeltprogrammet, hvor den første time byder på en mørk og pågående koreografi, og anden del - der er noget kortere - er let og humoristisk.

Med stærke og smidige soloer og gruppedanse, der har en ligeså fascinerende virkning, som stære under sort sol i marsklandet, opstår små fragmenter og forskellige mennesker, der prøver at forstå hinanden - og ikke altid med succes.

Danseren Boris Kouadio kæmper en hård kamp for at aflæse gruppens kropslige sprog i Stephanie Thomasens varierede koreografi - er det en ekskurs til den igangværende flygtningediskussion? Stephanie Thomasen danser selv med som ene kvinde blandt lutter veltrænede mandlige dansere - Raphaël Ferdinand Eder-Kastling, Lukas Larsen og Mark Philip Mouritzen foruden førnævnte Boris Kouadio - og særlig en kraftfuld scene med sidstnævnte og Stephanie Thomasen giver forestillinger om de overgreb, vi har hørt om fra blandt andet Köln. Måske er det ikke engang tilsigtet.

Fornem lyssætning
Den sorte løgn er gennem hele den timelange dans symboliseret ved en sort kugle, der glider rundt fra danser til danser - nogle gange båret op af lange tråde, der kunne være snore i et spand grønlandske slædehunde. Til sidst bliver den hvid.

Danserne bruger alle de teknikker, de har med sig fra gaden - følelsesfuld moderne bevægelser samt ækvilibristisk og abrupt breakdance i hvide gevandter - der er timet til lys og musik. Nogle optrin er lidt lange i spyttet, mens andre overrasker og indfanger publikums koncentration.

En scene, der brænder helt igennem, er Mark Philip Mouritzen og Lukas Larsen i en duo med hvide anorak-lignende kostumer, der kommer ind på scenen på skuldrene af hinanden, og spiller videre med en fysisk krævende inuit-breakdance til en fornem lyssætning. Den bevidste leg med lyset er i øvrigt gældende for hele første afdeling.

Charmerende handling
Anden afdeling, Just blazin’, står som en stærk kontrast til den stemningsfulde og næsten shamanistiske trancedans i første afdeling. Her skal vi på værtshus, og det styres af en bestemt kvinde, som mændene - trods al deres blær - falder på halen for.

Det ville være synd at sige, at der finkulturelt, men legende er det - og med moves i bukser med sele, skjorte og kasket.

Fyrene arbejder på en jazzklub og puster sig op og praler, men så snart den strikse kvinde træder ind, falder de ned som lam. Der er masser af god danseteknik - især på bordene - og ind imellem rigtig storby-gadedans, men den trækker ud længere, end nødvendigt er.

Den charmerende handling slår dog benene væk under publikum, og de hurtige trin kombineret med en flabet attitude, gør den jazzede afslutning god at tage ud fra teatret på.

Forestillingen vises som både helaftensforestilling på turne og som skoleforestilling. Som skoleforestilling er det dog uden anden afdeling, Just blazin’.