Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Melodien der blev væk Nørrebros Teater
Anmeldt 23/2 2016, 11:17 af Uffe Stormgaard

Det sku være så godt…


Det sku være så godt…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 1935 debuterede cand.polit., scenograf, kunstmaler, reklamemand og direktør for Tivoli, Kjeld Abell med Melodien der blev væk. En blanding af kabaret, revy og komedie. Formen, stærkt inspireret af Berliner instruktøren Max Reinhardt og franskmanden Louis Jouvet var et oprør mod teatrets ofte stive og fastlåste former. En teater-magiker, der med rytmisk musik, moderne scenografi og aggressiv spillestil vendte det traditionelle teater på hovedet. Melodien blev en øredøvende succes, med 600 opførelser på Riddersalen i København.

Sangen om Larsens liv, ”Det sku vær så godt, og så det faktisk skidt”, blev folkeeje. Abells oprør mod borgerskabets fastlåshed og arbejdets monotoni kom på det helt rigtige tidspunkt, med depression, arbejdsløshed og torden fra Syd. En hyldest og opfordring til at frisætte hverdagsmennesket, lytte til naturen – og realisere kærligheden på trods af (arbejds)livets trummerum.

Det var den gang.

I dag har Nørrebros Teaters direktør Mette Wolf bearbejdet teksten og den svenske instruktør Sara Cronberg valgt at modernisere Melodien.

Og vi er ikke i tvivl - allerede fra første akkord.

Gårdsangeren – en pige i rødt (Hannah Schneider) – åbner ballet med: ”Her er en sang om en mand, der hed Larsen”. Svagt aner vi den fordoms jazzede tone hos Bernhard Christensen/ Herman D. Koppel, der overdøves af en tæppebanker rytme, der både dræber tekst og melodi. Så er vi advaret – om nyfortolkningen.

Larsen, i Esben Dalgaards adrætte skikkelse, er kommunegrå og ”en ganske almindelig mand”, præsenterer sit arbejdsmiljø – skrivemaskine, efter skrivemaskine, betjenes af ens masker, der sidder og klaprer på tastaturet, som robotter… og chefens diktat, med de femtenhundrede kopier inden klokken fem. Vinduet, det store vindue, det er derude bag glasset friheden er. ”Man skal være sit livs direktør, danse landet rundt til livets melodi”, synger Larsen og danser adræt med sin forlovede Edith (Julie Agnete Vang), der næsten er gjort til en karikatur af grimasser, ind i borgerskabets hule, repræsenteret af en sjov tegneseriekliche af svigerforældre. Morsom med kæmpe hårsløjfe er Christiane Gjellerup Koch som en fru Gyldenspjæt og hendes underkuede mand, poetisk underspillet af Jens Jørn Spottag. Vi ler, men mest overbærende. Ondt gør det ikke. For det er jo ikke rigtig vor tid.

Det ender (selvfølgelig) med bryllup – og hverdagslivets trivialiteter. Morgenkaffe, slips og skjorte, madpakke, kys og hjemme igen klokken 6…søndagsmiddage … kedsomhed. Hvad med Melodien, ja, den anes kun, for den er jo blevet væk.

2.akt, hvor melodi-jagten går ind har meget mere svung og nærvær over sig. Her møder vi hittegodskontoret, præsten, døden, naturen, alle med Tom Jensens lidt skæve talent, der udfolder sig i de farverige roller. Et sted må melodien da have gemt sig? Nu får teksten pludselig mening. Fra at være en grovkornet farce, bliver Larsens søgen, midt i det parodiske, pludselig alvor. Et nutidigt spark til det nationale dannebrogs hysteri er der også blevet plads til. Nytolkningen bliver meningsfyldt, når Edith, nu mere nuanceret og menneskelig, tager hånd om Larsens og hendes Melodi. Vi er tæt på konklusionen: ”Melodien er allevegne, saml den da op menneske”. Nu kan vi alle nynne med på den rene varer, som melodien lød for 80 år siden: ”Vi skal gør det kendt, den melodi, så vi kan få endt det roderi, og få fundet livets sang, som vi har glemt.”

Tak til Nørrebro Teater for at melodien ikke gik i glemmebogen. Selvom Larsen ikke længere går i gråt habit, med grønt slips og er kontorslave. Edith for længst har forladt køkkenet. Svigerforældrene spiller bridge/golf, går på Folkeuniversitet og er ””Venligboer” og arbejderen er rykket ind i middelklassen. Mange af os har også i dag en indbygget Larsen, der trænger til at ”få fundet livets sang”.

Melodien der blev væk – blev med en flittigt roterende drejescene, grå tapeter, faldlem, stiliserede møbler og nogle super professionelle skuespillere, en lidt stilforvirrende forestilling, men fandt alligevel sin melodi til sidst.

198
Forrige anmeldelse
« Mio, min Mio «
Næste anmeldelse
» Uppercut Danseteater »