Af alle Astrid Lindgrens fortællinger er Mio, min Mio nok den, der mest konkret kan opfattes af sanserne. Den er pågående, nogle gange uhyggelig, og ordene får en næsten fysisk virkning på læseren. Mio, min Mio er en dyster, men en fantastisk historie om en forældreløs og ensom dreng, der i et land hinsides møder den far, han altid har længtes efter. Hvad der er drøm og realitet er ikke til at vide. Og man skal sikkert heller ikke vide det.

Folketeatrets opsætning får netop det fysiske og klaustrofobiske ud af Astrid Lindgrens stof - både i musik, scenografi og skuespil. Forestillingen er beregnet til børn, men fænger fuldstændig voksnes opmærksomhed, så alt andet glemmes.

Folketeatret er på turne med den dramatiske opsætning, og publikum får fornøjelsen af et stykke teater med klatrevæg, levende billeder som scenografi og mareridtsagtige musik-brudstykker.

Marie Tourell Söderberg er ganske vidunderlig som den lille, ensomme dreng Bo Vilhelm Olsson, der forvandler sig til Mio. Spontan, ægte og frisk. Ligeledes spilles den godmodige ven, Jum-Jum, af en kvinde, Kristine Yde, men man bemærker slet ikke kønsforskellene.

Rigtig stærk bliver alene-scenen, hvor Mio er kommet helt ned i ondskabens rige for at bekæmpe Kato, der spilles af Peder Holm Johansen. »Måske finder vi aldrig ud herfra«, runger det på scenen. Det er jo sådan, at livet kan føles nogle gange, og derfor er »Mio, min Mio« også for børn uanset, hvor skræmmende den kan være.

Turneteater indeholder begrænsninger, men Folketeatret udnytter mulighederne fuldt ud. Projiceringerne skaber en verden af døde skove, brusende have, forrevne klippevægge, slotte og fangekældre, mens edderkopper kravler rundt, og heste galopperer gennem landskabet.

Det krydres med adrætte pantomimescener med Teerawat Mulvilai, Karis Zidore og Sandra Liaklev Andersen.

Kristian Boland har en hyggelig stemme og er en rar Mios far - en god kontrast til alt det onde. Galleriet bliver komplet med Nastja Arcel som hyggemor og mystisk figur i flere skikkelser. Flere af de få medvirkende springer elegant mellem flere roller.

Hævet over den flere meter høje scenografi sidder musikerne Anders Ortman og Sara Jefta og skaber intense og smukke lydbilleder. Jeg har efterhånden set en del opsætninger af Mio, min Mio. Dette er den bedste med flere meter ned til nummer to.