Kong Lear er en af William Shakespeares tragedier. Det Kongelige Teater har nu taget hånd om historien og lavet en version, som er moderniseret og samtidig tidløs i sin scenografi, sit sprog og kostumedesign. Selvom pladsen på Store Scene er større og behageligere end mange andre scener i den danske teaterverden, er rummet alligevel blevet intim og formår at trække publikummet langt ind til skuespillerne, så vi næsten føler os på samme scene. Det kan være intimiderende, men hold kæft hvor er det noget af en oplevelse.

Både rollebesætningen og de kreative beslutninger, lige fra åbningsscenen til slut, gør det klart, at det her er en nøgen og minimalistisk produktion af Kong Lear, men det er en beslutning, som gør dig i stand til at værdsætte helt og holdent de fantastiske skuespilpræstationer, især hovednavnet Tommy Kenter som den gale konge.

Fortællingen af historien bliver udført med stor behændighed. I åbningsscenen, hvor vi først møder Lear, er præsentationen af miljøet ganske simpel: vi ser Lear, hans døtre, deres mænd (undtagen Cordelias’) og en stol. Lear er en type, som værdsætter det æstetiske og det fysiske frem for det ægte og det uhåndgribelige. Kenters udgave af Lear er mere end vant til at blive snakket efter munden hele sit liv, og alle hans beslutninger er blevet ført ud i livet, hvilket resulterer i stor vrede, når han ikke får sin vilje.

Tommy Kenter er lokkende i den måde, hvorpå han pludselig skifter over til sin vrede, og fra begyndelsen er vi som publikum tiltrukket af præstationen. Spændingen bygger mere og mere på fra allerførste øjeblik, og gennem de tre timer som stykket varer er det ikke kun udmattende for skuespillerne, men også for tilskuerne. Selvom Kenter viser os sin Lear på en måde, som vi nok kunne have forventet af ham, så er det sjældent, at vi ser ham i en så dramatisk rolle og så tæt på, at vi kan se dramaet spytte ud af ham fra alle ender og kanter.

Præsentationen af Lears tre døtre er glimrende, hver og en spillet med nok individualitet at alle rollerne blev interessante at følge med i. Både Goneril (Benedikte Hansen) og Regan (Marie Louise Wille) er ofte svære at skelne fra hinanden, fordi de er så ens i forhold til deres planer, grådighed og tørsten efter magt, men ikke her. Deres samarbejde, jo mere stykket skrider frem, bliver mere og mere bemærkelsesværdig på en masochistisk og dyrisk måde. De bliver ugenkendelige fra de piger, vi så i den første scene, hvor de talte deres far efter munden.

Da Regan befaler udførelsen af tortur på en person, som har været med fra starten af skuespillet, bliver hun på en og samme tid kold og seksuelt ophidset og vi i publikum bliver nødt til at reevaluere hendes person. Marie Louise Wille er en åbenbaring som Regan. Selvom det er overspillet og fuldstændig bizart, er hun alligevel betagende og samtidig forførende i sin rolle.

Galskab er et gennemgående tema i historien, hvor alt bare går ned ad bakke, og som kompensation til det har vi Kent (Henrik Lykkegaard), som med det samme er en, vi kan lide, og giver os lidt humor når vi trænger til det.

Signe Egholm Jensen, i en dobbeltrolle som både hofnar og Cordelia, er i rollen som hofnarren den, der ler af verden, når verdenen er gået ad helvede til. Hun er også et komisk indslag, præcis som Kent, men hun er overgangen mellem det latterlige og det alvorlige. Hun veksler mellem at skrige, hviske og tale normalt, ofte så varierende at vi ikke rigtig ved, om hun er blevet lige så gal som resten af skuespillerne, eller om det bare er en rolle, hun har påtaget sig, for det er Signes fortolkning af materialet, som gør hende lige så tryllebindende som den bizarre Regan.

Jeg bliver nødt til at nævne Joachim Fjelstrup som Edmund, som også er med til at løfte første akt. Det er vitalt at inddrage os så meget som muligt, som karakteren Edmund nu gør, fordi selve stykket er så bart, som det nu er. Han spiller på publikummets behov for at sympatisere og have empati med en karakter, når alle omkring ham virker til at have så mange fejl og er så falske. Vi forstår hans behov for anerkendelse, da han kun er blevet anerkendt for at være en bastard. Selvom han er en skurk med to ansigter, ligesom Loke, får han os lokket med over på sin side, indtil hans handlinger tvinger os til at reevaluere også ham.

På trods af stykkets rene linjer og nøgenhed har produktionen ikke desto mindre en sans for detaljerne. Scenens skift i miljøer er som små udbrud af koreografier og det hele er timet helt præcist, med bl.a. en anonym tilføjelse af et kæmpe spejl som baggrund og hastige skift af de høje vægge, som det ene øjeblik kan være fængselsmure og det næste mørke gange i et slot. Kostumerne er meget iøjefaldende, om end en smule ekstravagante taget de kreative omgivelser og rummets intimitet i betragtning. Lears døtre ankommer på scenen iført luksuriøse, røde kjoler og med en overvældende hårpragt, deres mænd lige så overdådige.

Der er forsøgt at skive et budskab ind i stykket om flygtninge og hjemløse og hvordan det er at være på flugt fra galskab i et ellers normalt samfund. Det fungerer slet ikke og er alt for tydelig til at være subtil. Hvis man ønsker at inkorporere morderne samfundsdebatter i et klassisk Shakespeare-stykke, skal der lægges mere arbejde i det og det skal gøres så skjult som muligt for ikke at undergrave den originale samfundskritik, man tydeligt kan finde i stykket.

Kenters nedstigning til galskaben er ufattelig kraftfuld at se på, og han formår aldrig helt at genvinde sin fornuft, på trods af hans nyvundne kærlighed til sin datter, Cordelia. Den sidste scene, designet til at flå hjertet ud på dig, vil give de fleste tårer i øjnene, og rummets intime atmosfære vil kun højne den oplevelse, fordi du bliver mere end klar over, at det her er en fælles oplevelse med alle dem, der sidder omkring dig og føler det samme som dig. Klimakset er så dramatisk udmattende, at man undrer sig over, hvordan skuespillerne kan udføre stykket dag efter dag, men vi er fandens glade for, at de gør det.