Sonja Vesterholt var 25 år, da hun i 1970 kom til Danmark. Indtil da var hendes officielle navn Sofia Lazarevna Drissen, og hun var sovjetborger.

Den menneskefjendske Sovjet-stat og dens største monster, det hemmelige statspoliti KGB, tegner hun et rystende, men også humoristisk portræt af i sin erindringsbog »Hunden er rask«.

Sonja Vesterholt har sammen med skuespilleren Pia Rosenbaum fået en tankevækkende og underholdende doku-forestilling ud af erindringsbogen. Omgivet af sovjetiske propagandaplakater i en interessant skuffe-scenografi spiller Pia Rosenbaum et sikkert monologspil, der både indeholder kraft og følelser.

På halvanden time ser den voksne kvinde tilbage på sin opvækt og ungdom i et kontrolsamfund, hvor kontrasten mellem det, der blev sagt, og det, der blev gjort, var lige så stor som paradis i himlen og forsøget på at skabe et paradis på jord. Det er en vedkommende fortælling om individet i den store historie, hvor publikum kommer med tilbage til det nazistiske Tysklands vanvittige belejring af Leningrad (hvor en befolkning svarende til nutidens København, sultede ihjel) og videre gennem en opvækst i efterkrigstidens Sovjet.

Rebelsk humor
Censur, overvågning, forvrængning, bittesmå lejligheder med ingen plads, tomme hylder og kulde. Det lyder ikke som noget, der er til at spøge med. Men Pia Rosenbaum gør det på en knastør og lettere rebelsk form for humor: »KGB-bygningen er den højeste bygning i Leningrad. Fra kælderen man man se helt til Sibirien«.

Og den første regel for vintersex i Sovjetunionen: Den, der er snottet, ligger nederst.

Det er en voldsom livshistorie, Pia Rosenbaum her får gjort levende og nærværende, og den ender med, at Sonja til sidst får udrejsetilladelse og flytter til Danmark, efter at hun har forelsket sig i en dansker på studieophold i Sovjet.

Sonja Rosenbaum får med vellykkede sceneskift, følsomme monologer og levende dialoger skabt en bevægelse i tid, og det er netop den svære kunst, når man står solo på en scene. Det er gennemsyret sanseligt, når hun beskriver forelskelse og forbudte følelser - og bidende smerteligt, når hun med ord får billedet frem af, hvordan hendes nyfødte søn døde på hospitalet, mens hun blev nægtet adgang til ham.

Erindringerne hænger egentlig ikke sammen, men Pia Rosenbaum får dem til at blive til ét forløb, hvor hun træder ind i flere skikkelser: Moren, vennerne, KGB-agenterne og alle de mennesker, der er en del af Sonja Vesterholts historie.

Underspillet facon
Der er stærke følelser, men det bliver aldrig patetisk. Tværtimod er forløbet holdt på en underspillet facon, der fremstiller hendes figur som et hjælpeløs individs lille betydning over for supertankeren.

Titlen kommer fra et system, der selv talte i koder, og som med rette også mistænkte folket for at tale i koder. Nogle gange blot med det resultat, at en ligefrem sætning blev tolket som en kode.

Det hele stopper brat, da Sonja Vesterholt kommer til Danmark. Dramatikken er væk. Det virker næsten som om, at det hele herefter er alt for småt og ligegyldigt til at kunne fortælles. Resten er overladt til teatergængeren. Der er noget at tænkt over, når man går ud.