Noget som ikke lige sådan umiddelbart klinger sammen med den søde juletid, er ballet. Men vær ikke i tvivl: Nøddeknækkeren er et juleeventyr uden lige, der genopfrisker den kunst, som balletten i høj grad er. Med klassisk, genkendeligt musik af Pjotr Tjajkovskij er Nøddeknækkeren et farverigt, visuelt tilfredsstillende show, som vil fornøje børn i alle aldre.

Ved repremieren den fjerde december, 2015, hvor Nikolaj Hübbe (balletmester), præsenterede balletten, opdagede jeg, at der var flere familier og børn til stede, end jeg nogensinde havde troet kunne blive forsamlet til en ballet. Det bliver dog hurtigt nemt at forstå, hvorfor det var tilfældet. Nøddeknækkeren er legesyg og til at overkomme tidsmæssigt - stykket varer omkring to timer, dvs. spillefilmslængde, mens forestillingen er sofistikeret og elegant at se på.

Historien følger en ung pige, Marie Stahlbaum, og hendes elskede gudfar, hr. Drosselmeier, som begge er til julefest hos Maries familie. Efter at Drosselmeier giver hende et smukt stykke legetøj, en nøddeknækker formet som en tinsoldat, begynder Marie at drømme, at nøddeknækkeren vækkes til live og fører hende til andre magiske lande.

Scenografien og kostumedesignet, af Anthony Ward, er medrivende. Idet Marie og nøddeknækkersoldaten rejser gennem et snedækket landskab for at komme til Slaraffenland, begynder snefnuggene at danse omkring dem og vi introduceres til et Tim Burton-lignende og/eller Alice I Eventyrland-agtig historie. Længe før Burton blev født, var det drømmelige og surrealistiske i 1892 en fantastisk måde at fortælle historier på, og i Nøddeknækkeren bliver det brugt til fulde. Vores sanser bliver snydt og leget med, især når et juletræ vokser sig dobbelt så stor for øjnene af os.

I Slaraffenland bliver vi budt på mindeværdige præstationer og mere genkendelig musik. Elementerne bliver præsenteret som dansere: varm chokolade fra Spanien er en gruppe dansere i traditionelle spanske kostumer, kaffe fra Arabien er en slangedanser, kinesisk te er en trio af morsomme dansere, samt Polkastænger, Marcipanhyrdinderne og Mor Mangebørn med otte små Polichineller.

Derefter ser vi blomstervalsen, hvor Dugdråben danser med sine Blomster, og til sidst Sukkerfeen som optræder i en majestætisk dans med sin Kavaler. Især Dugdråben og Blomsterne var en ren fryd at følge med i: deres synkronisitet satte spørgsmålstegn ved sanserne og underholdte samtidig med balletkunsten.

Tjajkovskijs musik og Det Kongelige Teaters opsætning er spektakulær, lige fra George Balanchines koreografi til Det Kongelige Kapels dirigent, Geoffrey Patersons, fortolkning af musikken. Suiterne bliver spillet helt vildt (undskyld udtrykket!) smukt og gør dem til en perfekt introduktion til klassisk musik for børn og unge.

Produktionen af Nøddeknækkeren forbliver en klassisk fortælling for unge og gamle og bliver med Det Kongelige Teaters opsætning en dejlig forøgelse af juletraditioner denne december måned. Det er et perfekt show for dem, som aldrig har set ballet før og som ikke har den store interesse i live musik.