Dig og Mig for altid er det nyeste skud på stammen af såkaldte jukeboks-musicals (hvor man tager velkendte numre og inkorporerer det i teaterstykker). Bagmændene, som også stod bag Elsk mig i nat med alle de gode, gamle 80’er musiknumre, vi hørte til døde i radioen, er tilbage med Dig og Mig for altid. Denne gang er det alverdens popnumre fra 00’erne, vi skal genhøre. Hvis du ikke kan lade være med at ryste booty’en til numre som f.eks. Nik & Jay: Hot, L. O. C.: Undskyld, Medina: For altid og Rasmus Nøhr: Sommer i Europa, jamen så er den her musical noget for dig. Hvis du ikke kan li’ sangene, så kan du lige så godt skippe den og blive hjemme.

Modsat Elsk mig i nat er Dig og mig for altid simpel i sin opsætning og i sin historie. Scenen er sat i en kirke, hvor Pernille Højmark spiller præst og Lars Bom er hendes fanatiske assistent. Derfra bliver de begge viklet ind i dramatiske, komiske og ligefrem gyselige scenarier, hvor der i princippet kun er én historie, som har en begyndelse og en afslutning. Resten er små historier, som passer ind med sangene, som en slags antologifilm.

Det er manglen på en egentlig historie, som er stykkets største synd. Hvis jeg havde lyst til at høre de sange, de bruger, kunne jeg lige så godt have tændt for radioen og blevet hjemme. Ind i mellem er der dog komiske scener, som f.eks. et par håndværkere, der pludselig bryder ud i en Magic Mike-agtig dans, og Pernille Højmark forklædt som hjemløs med fuldskæg.

Men selvom det er sjovt, og selvom skuespillerne synger godt, spiller godt og formår at underholde sit publikum, burde der være en mere ambitiøs historie til stede, så vi som publikum kan relatere til karaktererne på et dybere niveau, ikke kun overfladisk og med et nostalgisk kendskab til de sange, de synger.

Stykket bliver brugt til at vise publikummet de debatter, vi har set på i lang tid, og føre samfundsproblemer frem i lyset, som vi ikke kender til. Det lykkedes aldrig helt at få os til at sætte spørgsmålstegn ved vores samfund eller få os til at debattere om de problemer, vi står overfor i dag. Det bliver stykket alt for absurd til at kunne gøre.

Karaktererne i Dig og Mig for altid er alle karakterer i sig selv. Vi stifter bekendtskab med en forladt brud, en luder, en lesbisk kirketjener, et homoseksuelt par, en religiøs psykopat, selvoptagne teenagere, en flygtningefamilie. Kun for at nævne nogle få. Fordi de hver og en er i ekstreme situationer eller er over-the-top eller ”anderledes” på en eller anden måde, kunne det have været rart at få mere at vide om disse personer, men deres livshistorie bliver kun fortalt gennem musik fra 00’erne, og det er simpelthen for tyndt til, at det bliver siddende i hukommelsen.

Når det så er sagt, kan jeg ikke benægte, at Rikke Juellunds scenografi er fiks og bliver brugt til fulde. Alle ender og kanter af scenen bliver udnyttet, men det er også nødvendigt, nu hvor alle scenerne foregår det samme sted. Teknikerne, kunstnerne og skuespillerne skal ikke høre et ondt ord herfra. De gjorde det godt, med det materiale de havde. Så hvis jeg skal dømme forestillingen ud fra de andre folk i salen, som klappede og hujede og hajede, jamen så må musicalen jo have været en succes. Undertegnede er uden tvivl i mindretallet.

Dig og Mig for altid benytter ikke musik, jeg kan lide, og jeg bryder mig ikke om den simple måde at bygge en musical op på. Det er for uambitiøst og for utilfredsstillende at se på.