Man skal ikke gå til musical for at glemme sine problemer – i hvert fald ikke når det drejer sig om musicals af amerikaneren, Stephen Sondheim.

Han vendte op og ned på denne ærkeamerikanske teatergenre ved at belemre publikum med sortsyn og kynisme – især når det gjaldt kærlighed og parforhold. Folketeatret er på danmarksturné med en dansksproget version af Stephen Sondheims Putting It Together, der har fået de tre danske ord Dig og mig hæftet på titlen.

Det er to timers syrlig cocktail med fokus på to par: Et ældre ægtepar, hvor de to ikke rigtig længere ved, hvorfor de er sammen – andet end at de ikke rigtig tør trække deres fælles fortid ud i toilettet. Hvad der mangler i lidenskab, er der til gengæld i overmål af stikpiller: Sarkasme i stedet for sex. Betty Glosted og Preben Kristensen spiller og synger det ældre par.

De unge, nyforelskede, der synges og spilles sideløbende, udgøres af Charlotte Guldberg og David Owe, og ind imellem dukker Peter Pilegaard op som en syngende fortæller, der hjælper publikum videre til næste trin i den egentlig temmelig sparsomme handling. Nyforelskede er måske de to unge – men dog endnu ikke helt sikre på hinanden. Den unge mand vil ikke lade sig binde, og hun svinger i følelserne.

Der er levende musik med en kvartet på scenen, og musikken skal overdøves – hvad kvinderne er betydeligt bedre til end mændene. Især Charlotte Guldberg kommer op i overbevisende højder. Betty Glosted er også god, især med den desillusionerede, grødede og modne kvindestemme. Preben Kristensen har stemme nok til balladerne, smukkest i Mon jeg gik glip af noget, mens David Owe fremstår noget mat og anonym i selskab med en velsyngende Guldberg.

Bidende musik
Musikken bliver især rigtig iørefaldende, når den bider. Det er Sondheim bedst til, og de medvirkende spiller godt med. Der springes kraftigt i tonerne, og ordene kommer nogle gange så hurtigt ud af munden på de fem, at man skal mere end blot at holde ørene almindeligt stive. Trine Dansgaard er ellers sluppet fornemt fra oversættelsen; det rimer, har flow og giver mening. Og det er ingen nem kunst at transportere musicals fra engelsk til dansk.

De medvirkende sangere magter de konstante skift i rytme og toneart. Alt bliver sagt med sang. De første ti minutter tænker man: “Mon det nu går?”. Men det gør det!

Guldstemme
Sangenes titler er lakoniske, men virkningsfulde. Vi ved jo, at det drejer sig om kærlighed – eller mangel på samme. Preben Kristensen og Charlotte Guldberg er herlige i Forførelsen, hvor den gamle gråhårede mand forsøger at lokke en ung kvinde, han kunne være far til. Hævn er en af Betty Glosteds bedste – hun er dramatisk, fyldt med kvindeligt temperament og ætsende jalousi. Fedt at være vidne til.

Invitation – hvad der er optræk til her, ja, det giver sig selv. Charlotte Guldberg er bare supergod med sin stærke, men også sødmefyldte stemme. Og så fortsætter den ellers med Fuldbyrdelse og Desperation den gudsjammerlige tosomhed, hvor den ene ægtefælles forslag om en par-rejse til Paris ender med at blive til et forslag om et psykologbesøg fra den anden ægtefælle.

Meget apropos er Folketeatrets mest teksttunge indslag i forestillingsprogrammet forfattet af en psykolog, der forklarer os, hvilke uundgåelige naturkræfter derudspiller sig, når den første forelskelse er ovre. Dig og mig - Putting It Together vil mere end blot at underholde.

Jakob Lindbirks velspillende kvartet gør det fint, men det musikalske materiale er næppe noget at skrive hjem om. Der er ikke blevet hængende en eneste melodi i øret her dagen efter. Men gør det noget? Nej. For Stephen Sondheim har skabt en interessant symbiose mellem musik og mørke undertoner, hvor vi ender med at vende tilbage til udgangspunktet i fortællingen.

Hvis man har en uvane med at begynde at kede sig under musicals, så sker det næppe her. Medmindre det hele skal være en dans på roser.