Hans Dueholm og Jakob Næslund har fundet en interessant niche. De to herrer spiller operaer og operetter med respekt over for handlingerne, men med en usædvanlig fri fortolkning. Det gør de med både kvalifikationer og humor. Begge er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har sunget hovedpartier på store danske operakompagnier. Synge kan de. Være sjove kan de sørme også - selv om det ikke er en egenskab, man kan få papir på.

Publikum ved den opførelse, jeg overværede, havde dog gerne udstedt et diplom i humor til alle medvirkende i Figaros’ og Den Ny Operas hylende morsom udgave af Johann Strauss’ Flagermusen med undertitlen Nu gik det ellers lige så godt.

Denne gang var Hans Dueholm og Jakob Næslund - som noget helt nyt - i selskab med en sopran, Lisbeth Kjærulff, og hun skulle så være garant for, at de to herrer undgår at skulle iføre sig fine balkjoler og anden feminin staffage, når kvinderollerne skulle besættes. Men vi har lugtet lunten få minutter inden i forestillingen.

Ikke at denne forestilling blot lever på, at et par karske, behårede tenorer sniger sig til at spille kvinderoller - nok er den fyldt med pjank og pjat på den rigtig gode måde, men der synges også seriøs operettesang, så det er en lyst at lytte til.

Sådan appellerer denne forestilling - ligesom de tidligere Figaros-operetter - både til dem, der er fortrolige med operatte-litteraturen, og til dem, der ikke er. Og det er forestillingens helst store kunst og fortjeneste.

Duet med kønsforvirring
Den første store hurdle indtræffer dér, hvor kammerpigen Adele og von Eisensteins hustru, Rosalinde, skal synge duet. Der skal naturligvis minimum én mand til for at kunne gøre duetten komplet, men det ender med to mænd.

Flagermusen i denne meget frie version varer lige så længe som originalen, nemlig toenhalv time, og historien fortælles næsten komplet. Her og der er der små ændringer. Hovedpersonen von Eisenstein skal i originalen i spjældet, fordi han har fornærmet en højtstående embedsmand. Den slags gik naturligvis ikke i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I denne moderniserede version er det fordi, von Eisenstein er kommet til at sætte kommaet i sin selvangivelse foran nogle nuller.

Von Eisenstein slipper dog for at ruske tremmer. Da fængselsdirektøren Frank dukker op på bopælen, er von Eisenstein ude, og hans kone, Rosalinde, har besøg af sin tidligere bejler, Alfred, der hellere går i fængsel end at blive taget på fersk gerning for udenomsægteskabelige eskapader.

Von Eisenstein drager i stedet til maskebal hos den rige prins Orlofsky, hvor han bliver lokket i en fælde: Han ender med at gøre kur til sin egen kone, der er klædt ud som mystisk grevinde. Der er den ene kostelige scene efter den anden. Operetten gennemføres med fuld tempo. Hvis noget trækkes i langdrag, så er det en del af pointen.

Klokkelokkeværk
Von Eisenstein har sit dingelingeling og sit klokkelokkelokkeværk, som han svinger med for at få damerne til at dåne, og Hans Dueholm holder stien ren: Klokkeværket er en rigtig klokke. Hvad troede vi ellers?

Sanglæreren Alfred har ikke meget mellem ørerne, men han kan synge tøjet af damerne og behøver blot et stikord i fru von Eistensteins sidste sætning til at køre et potpourri af - fra Dario Campeottos Angelique til Brødrene Olsens Smuk som et stjerneskud. Der skal timing til, og den rette timing er netop en af forestillingens store kvaliteter.

Det er godt fundet på det hele og blændende udført med pianist Allan Dahl Hansens sikre akkompagnement.