Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Jeg hører stemmer Sort/Hvid og Det Kongelige Teater
Anmeldt 23/11 2015, 13:00 af Hans Christian Davidsen

To stemmer i én krop


To stemmer i én krop

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Jeg ligner ham, der pløkkede, jeg ligner også ham, der blev pløkket«. Siger Zaki Youssef om angrebet på Krudttønden og synagogen i København i januar i år. På den vis kan man da sige, at man virkelig står med et ben i begge lejre.

Men det var ikke sådan, skolepsykologen ville have det med den »adfærdsvanskelige« rod fra betonslummen. Centralt i forestillingen Jeg hører stemmer står den dansk-egyptiske drengs møde med det danske behandlersystem: »Du må vælge. Man kan ikke være halvt det ene, halvt det andet«, fik han at vide af skolepsykologen.

Zaki Youssef vælger, hvad han i forvejen er - begge dele, og det er det, der gør dette stykke autofiktion så hulens seværdigt: Zaki Youssef (der i 2011 fik en Reumertpris for stykket Præmieperker på Det Kongelige Teater) stiller sig op på en scene og taler ud fra sit eget liv. Og han kan se ting fra begge sider i den ofte temmelig skingre integrationsdebat i Danmark. Ingen slipper. Hverken den småracistiske bedsteborger og da slet ikke halalhippien.

Ironi og intelligens
I bedste Anders Matthesen-stil skifter Zaki Youssef mellem alle de stemmer, han har mødt på sin vej. Det er - det jeg desværre nødt til at sige - hylende morsomt, når Youssef imiterer dem alle sammen. Den totale skizofreni illustrerer Zaki Yousssef ved skiftevis at tale perkerdansk (han bruger selv ordet »perker«) og accentfri rigsdansk. Her taler først den ene del af personen og så den anden del.

Men Zaki Youssef er så fræk, at man nogle gange kan blive helt bange for ham. Just, mens man sidder og små­fniser så ... »Hvad griner I af? Perker på slap line, det ka’ I li’, hva’?!!«. Man ryger lige lukt i fælden, og virkningen er desto større.

Dette super-aktuelle stykke teater er mættet med ironi og intelligens, der rammer os alle: Monologer, fortællinger, sange, rap og alskens undergrundsteater-agtige indslag, der hver gang kommer dejligt uventet.

Det fyger med aggression og irritation over den racistiske fjendtlighed, han møder det ene sted, og den lalleglade tolerance, der findes det andet sted: for eksempel på højskolens »etno-linje«, hvor vandpiben naturligvis må undtages fra rygeforbuddet... »og vil du gennemføre en stening? Ja, jeg skal se, hvad jeg kan gøre for dig - jeg må lige tale med ledelsen om det…«, lover den så forstående lærer.

Den repressive tolerance
Den repressive tolerance dirrer i luften - denne subtile form for undertrykkelse, hvor magthaverne under dække af tilsyneladende lydhørhed tillader kritik, men reelt kun så længe kritikken ikke rammer systemets grundvold.

Afledningsmanøvrer - på begge sider. I despoternes Mellemøsten, hvor fem procent sidder på rigdommen, og i Danmark, hvor et juletræ i Kokkedal kan skygge for klimaproblemerne. Og dog. For juletræet, som et muslimsk flertal i beboerforeningen, sagde nej til, var vel netop en knægtelse af mindretallets ret.

DJ Turkman Souljah (der er opvokset i Sønderborg) giver den fuld gas med mellemøstlige hip-hop-beats, gangsta rap og en hel masse andre tricks i sit herlige laboratorium af lyd. »Jeg hører stemmer« er en fabelagtig oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for.

188
Forrige anmeldelse
« Parasitterne «
Næste anmeldelse
» Flagermusen - nu gik det ellers... »