Det er nok at tage munden for fuld, når man siger, at den slags kabaret eller teater er kommet på mode. Med jævne mellemrum byder scenekunsten på fortællinger om mennesker, der hellere vil drikke for mange øl og for lidt grøn te, ryge sig til en rusten stemme og have en ti-hestes brandert i stedet for at løbe en halvmaraton med pulstæller.

Teateriet Apropos viser med En skraldespandskabaret en verden, som John Mogensen, Povl Dissing, Kim Larsen, Benny Andersen, Gnags og andre danske kunstnere har været med til både at skildre og give næring til. Og vi - publikum - ser gladeligt den slags forestillinger med mænd, der synger om, hvor grimme de er, kvinder der har ondt i både psyke og lemmer, mennesker der ikke aner, hvad netprofiler og networking er - fordi de sange, de er hovedpersoner i, er skrevet i en anden tid. Og hvis de ikke var født i en anden tid, ville de alligevel ikke vide det.

Instruktør Nikolaj Mineka har valgt at lade musikken og sangene fortælle historierne. Vagabonderne på scenen er - foruden ham selv - kapelmester Mathias Gregersen på guitar, kontrabas og andet, Marco Dania på saxofon og klarinet, Simon Alstrup på guitar og andet samt skuespilleren Kristine Elmedal.

Ølkasse på ølkasse
Stabler af ølkasser fylder scenen ud.

Så ved vi, hvad det drejer sig om. Og dog er der også en vis forenkling i sceneriet, der tilføjes en særlig hygge med kulørte lamper.

En skraldespandskabaret er gjort af en snes sange i to afdelinger a hvert tre kvarter. Det er ikke blot vagabonder og skæve eksistenser, der fylder her. John Mogensens Erik Oluf Andersen var blot en mand, der med Mogensens egne forklarende ord var »offer for sin tid«. Gnags-hittet »Når jeg bliver gammel« kan synges af alle, men forstås vel bedst af dem, der er på vej til at blive... gamle. Og Tommy Seebachs »Under stjernerne på himlen« er nok et lidt trist eksempel på den anerkendelse, Seebach selv mente, han havde fortjent, men som han aldrig rigtig fik.

Vore egne indgange
Hvad tænker vi alle sammen hver især, når vi hører Kristine Elmedal og Nikolaj Mineka fortolke det brede spektrum af danske sange, der står som kontrast til Danmark i 2015? Vi har alle vore livshistorier. Vores perception af omverdenen er farvet af vores egen indgang.

Brudstykker er dog ikke til at tage fejl af. Gnags’ Danmarkssang bliver sunget ud i salen med lungernes fulde kraft: »Danmark, det banker på din dør - Har aldrig set dig så selvisk og ensom- Nogensinde før - Danmark, pas på du ikke dør - Du trænger til nogen er kysser din næse - Og nulrer dine øer«.

Hvorfor er En skraldespandskabaret så ikke helt i top?

Musikalsk slipper holdet på scenen bedre fra nogle sange end fra andre. Der er en risiko forbundet ved at fortolke store navnes fælles-danske arvegods. Hverken Nikolaj Mineka eller Kristine Elmedal er fødte sangere. Men musikerne holder det instrumentale på et stabilt niveau. En skraldespandskabaret synes at være løssluppen, humoristisk og fri, men er det kun indtil det punkt, hvor alvoren begynder.