Siri Hustvedt er norsk/amerikaner – et litterært verdensnavn med affyringsrampe fra Brooklyn. Oversat til mere end 25 sprog og gift med Paul Auster. Jeg hører hende fnyse ved altid at kædes sammen med den ligeså berømte New Yorker-forfatter. Men her er en grund, som vi vender tilbage til.

The Blazing World (2014) er Siri Hustveds sidste store romansucces. Et kønspolitisk vredt og provokerende plot om den kvindelige kunstner Harriet ”Harry” Burdens kamp for anerkendelse i den mandsdominerede kunstverden i New York. At forfatteren kender miljøet til hudløshed ved vi fra den både bidske og ironiske roman Det jeg elskede (2004). Men The Blazing World er anderledes. Mere kompliceret, mere vredt, mere dunkelt. Om det er romanens mange lag, der har fristet Mungo Park til en dramatisering, skal være usagt. Med Siri Hustveds velsignelse har stykket af dramatikeren Lucas Svendsen og instruktøren Anders Lundorph på Aveny-T på Frederiksberg fået verdenspremiere.

Tre skuespillere (Christine Albeck Børge, Henrik Prip, Kasper Leisner) går frem til rampen: ”Vi skal de næste timer fremstille forskellige personer”. Hver gang får vi hjælp på storskærmene, hvor personens navn og stilling står i lysskrift. En kalejdoskopisk forestilling, med store videoskærme, mix af tid, personer og virkeligheden kan begynde.

Der kom et brev. 64 sider langt. Afsender: Harriet ”Harry” Burden”. Modtager: Kunsttidsskrifts-redaktøren. Et anklageskrift, klar til offentliggørelse, fyldt med ubehagelige overraskelser. ”Harry”, der på trods af at have været gift med en fremstående New Yorker-gallerist, har haft svært ved at slå igennem som kunstner. Kønsdiskriminering af allerværste slags (kun 5 % er kvinder på NY-museerne – til gengæld er 85 % af nøgenmalerierne kvinder!). Men Harry havde en løsning – hun fik tre mandlige kunstnere til at lægge navn til sine værker. Tre diametralt modsatte kunstnere, i ånd, seksuel affinitet, alder og talent. Projektet kalder hun, ikke helt tilfældigt, Maskeringer. Og så er successen hjemme. Alt det afslører hun i brevet.

Enkelt – og banalt. Men Hustved vil mere end blot blotlægge en kønsdiskriminering – og dramatiseringen vil endnu mere. I et mix af kunstner-epigoner, narcissister, snobber og andet godtfolk fra New Yorks kunstscene, hvirvles vi ind i et kompliceret maskespil. Et ”Harribo-mix” af Freudiansk samfundskritik, kønsoprør og oralt-kruk. Sådan fremstår dramatiseringen. Et mylder af personskift hos de tre på scenen. Teknisk ganske fikst – med videokameraer, close-ups, interviews og Verfremdungs-betroelser – men også svært for tilskueren at fastholde ide og mening. De mange smarte indstillinger overdøver forfatterens tekst. Når imponeretheden over sceneteknikken har lagt sig bliver det, der netop er Hustveds styrke, alene tilbage som vage skygger af ”ægte mennesker”. Ærgerligt, ikke mindst når nu ægteparret Husvidt/Auster netop selv hører til det fashionable Brooklyn kunstnermiljø – med uhindret adgang til avantgarden.

Stykkets pointe skal ikke afsløres. Karruselturens vilde snurren gør tilskueren så rundtosset og forvirret, at nok aner man en mening, der ligger ud over den banale kønsdiskrimination – men forløst blev man nok ikke.

Mongo Park er rykket fra Allerød til Frederiksberg de næste to måneder med noget så sjældent som en verdenspremiere helt tilpasset deres egen spillestil. En imponerende intellektuel udfordring, som kræver mere end blot et åbent sind hos tilskueren. Pusle- og maskespilsevner, Manhattan-insight, køns-orientering m.m., skader ikke i forsøget på at forstå vores ”Blazing World”.