Den sidste turist er Bodil Jørgensens første forestilling, efter at hun sagde op efter 15 år på Det Kongelige Teater.
Hendes voldsomme traktorulykke på Mandø afbrød både en Far til Fire-filmindspilning og hendes Lulu Ziegler-kabaret i Café Liva, der holder til på et skib i Nyhavn i København, men nu rejser hun rundt til de danske teaterforeninger med forestillingen.

Kabaretten er et potpourri med meget mere end blot Lulu Zieglers gode sange, der har en holdbarhed, som man må beundre. Kunst lavet i krisetider har sjældent en sidste salgsdato.

Lulu Ziegler var stærkt inspireret af den tyske kabaretkunst, der stortrivedes i 1920ernes Berlin og også et stykke op i 1930erne - indtil Europa atter gik op i flammer. Det var også Lulu Ziegler, der sammen med sin mand, sceneinstruktøren Per Knutzon, introducerede Bertolt Brecht til et dansk publikum. Hun var 100 procents kommunist og måtte derfor flygte til Sverige under den tyske besættelse af Danmark.

Frustration og resignation
Ludvig Brandstrups »Pige træd varsomt«, »Sangen om Larsen«, »Sangen om klovnen«, Tove Ditlevsens »Mit hjertes café« og »Den sidste turist i Europa« fortolker Bodil Jørgensen på en nærmest forfriskende gammeldags facon.

Der er drysset lidt frustration og resignation ned i den måde, hun synger de gamle melodier på. Og selv om Bodil Jørgensen ikke er en kvinde med den perfekte sangstemmen, så gør hun det særdeles overbevisende - i sangene altså. For de tekster, hun selv har kædet sammen mellem sangene, blafrer underligt i luften. Hendes stemme dirrer, men ordene fører ikke rigtig nogen steder hen. Man må spørge sig selv: havde Lulu Ziegler virkelig en så drævende jysk accent? Hun voksede dog op i et borgerligt hjem i sjællandske Sorø.

Sorg og suk
Sangene sidder dog lige, hvor de skal, og det står i kontrast til de forfjamskede og diffuse foredrag.
Bodil Jørgensen har “das gewisse Etwas” til at få de store sindsstemninger frem i det gode materiale. Når hun synger »Den sidste turist i Europa« med kjolen bredt ud som et lærred, der opfanger en projektion af en brændende ild, så går den lige ind til både følelse og forstand. Og vi minder os selv om, at der også lige nu er noget i Europa, der er, som det ikke skal være. Under sangene ligger der en sorg.

Bodil Jørgensen giver liv til en person, der er på det rene med, at intet var evigt: »Det liv, vi ikke ved, hvor længe vi har, blir vi da nødt til at give mening«, som hun siger, før hun åbner for en lyden fra sørgmodig harmonika fra en café i Paris, eller sukker ved udsigten til et liv på Røvvej i Meningsløslille.

Bjarne Sahl er klaverbokseren, der falder i søvn og ikke siger et kuk under hele forestillingen. Sangerinden snakker til én, som ikke er der, og Bodil Jørgensens figur mellem sangene bliver lidt monoton i længden. Hun viser os ikke helt, hvem Lulu Ziegler var, hvis det er meningen. Men hold da op, hvor hun blæser igennem i for eksempel Cole Porters »I Love Paris«. Man skal bare finde en mening med det hele.