Hvor er jeg? Hvem er jeg? En mand har mistet hukommelsen. Rummet er klinisk sterilt beklædt med hvide fliser, spejl, håndvask og tre taburetter. ”Lad øjnene søge op mod loftet, slap helt af”, lyder hypnotisørens/psykoterapeutens intense stemme. Vi er på jagt efter fortiden, ind i fortrængningernes mørke rum. At manden i det kliniske rum har forsøgt selvmord vidner skudsåret og arret ved tindingerne tydeligt om. Hurtigt forstår vi, at den identitetsløse hovedperson har fået en fængselsstraf på 14 år for manddrab. Selv husker han intet. ”Jeg kan ikke hypnotiseres”, råber han afmægtig til terapeuten.

Manden der ville huske er et psykologisk drama om en rejse ind i et mørkt sind – hvor vi med terapeutens hjælp, gennem flash backs, gennemlever historien om den Aarhusianske (og det kan høres!) 32-årige mands jalousidrab på sin kone. Frederik Meldal Nørgaard er manden med blackout, og det gør han aldeles fantastisk. Uafbrudt på scenen gennemspiller han brikker af sin fortid, akkompagneret af Laura Back i dobbeltrollen som nysgerrig radiojournalist og den dræbte kone, og troværdigt hjulpet på vej af Vibe Hastrup som klinisk terapeut. I halvanden time dybdeborer vi i gerningsmandens sind. Gennemlever jalousi, skyld, hævn i drabsmandens forsøg på erkendelse og forståelse. Langsomt danner der sig et billede af en små-alkoholiseret hustyran, hvis kone har fået nok og er flyttet sammen med fiskervennen. En desperat mand, der søger sandheden om sin ugerning. Eller gør han?

Et realistisk skoleridt i fortrængninger og psykisk kortslutning. Troværdigt til mindste detalje. Morten Lundgaard har instrueret manuskriptet/sygejournalen, der dristigt midt i socialrealismens dogmeagtige præmisser lader hovedpersonen aflevere stærkt ironiske, rytmiske sange. Et lydbillede, der giver tilskueren tid til at trække vejret midt i den morderiske historie. Plus et strejf af surrealisme og skæv humor, som når konen pynter juletræet med plastikfisk, og journalistens mikrofon er et dukkehoved. ”Et autentisk drama” kalder forfatteren, Henrik Vestergaard, ”Manden der ville huske”, der har hentet inspiration fra en radiomontage (1993) omkring en hustrumorder. Og det er nok stykkets svaghed. Velspillet, visuelt, troværdigt og psykologisk nuanceret – men forudsigeligt. Vi forlader ikke teatret overrumplet – eller blot med en lille forbløffelse.

Til gengæld har Teatergruppen Von Baden igen vist sin styrke med en professionel velfungerende forestilling. En lektion i fortrængninger og med en kompleksitet, der gør den dramatiske rejse interessant – også selv om vi kender forløbet.