Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Inga og Lutz Teatret Svalegangen
Anmeldt 29/4 2015, 06:43 af Hans Christian Davidsen

Taberslum uden selvmedlidenhed


Taberslum uden selvmedlidenhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det begynder foruroligende roligt. Lutz sidder og klistrer våbenbilleder i et album, mens Inga snakker om trykkogeren, der skal gøres klar til veninden, vaskemaskinen der meget snart skal fixes og den pengesum, der er sat til side til det kommende barn. I en montre står et samlerobjekt - et gevær, der taber i værdi, hvis det bliver brugt, men som bare venter på at blive brugt. Vi aner, hvor det bærer hen ad.

Teatret Svalegangen har sat en dansk version op af Inga og Lutz - Nis-Momme Stockmanns debut på den tyske scene. Og ja, fornavnet afslører, at dramatikeren har rødder i Nordfrisland lige syd for den dansk-tyske grænse. Han har haft en opvækst i det danske mindretal i Sydslesvig.

Lutz går amok - ikke blot på sin kæreste, Inga, men også på alle andre omkring sig. Hvorfor mon? Skal det være sådan i det trøstesløse betonbyggeri, hvor »arkitekterne har planlagt ens depressioner på forhånd«, og hvor de to mandlige figurer gentagne gange trygler om blot at kunne være i fred?

Lutz bliver fyret. Formentlig fordi han er en karklud, der er ude af stand til at agere. Sammen med sin ven, Manni, kan han som i den værste Ray Cooney-farce kun redde en katastrofe med den næste katastrofe. Men det er ikke Ray Cooney, det her. På scenen afspiller sig et bizart og kynisk voldsorgie. Det bliver til splatterfilm blandet med boulevardkomedie.

Teksten trækker i langdrag
Troels Malling Thaarup (mest kendt fra Krysters Kartel og Live fra Bremen) virker i skuespillet svag til at begynde med - måske også i selskabet med Lykke Sand Michelsen som Inga, når hun taler som en lettere forkælet københavner-pige-accent. Det er da et umage par, men det er måske også meningen.

Troels Malling Thaarup vokser dog i sin figur, jo længere stykket skrider frem - især gennem det velfungerende samspil med Anders Brink Madsen som Manni. Mens førstnævnte bruger pauser og mimik som væsentlige dele af sit skuespil, er sidstnævnte fascinerende fysisk - nogle gange ved man dog ikke, om hans middelmådige udtale af sin tekst er villet. Lykke Sand Michelsen kompenserer for sin lillepige-accent med masser af temperament. I sine korte optrædener udfylder Fanny Bernth rollen som Ingas veninde, der i sin birolle fungerer en kategorisk vidende café-veninde og hende, der skal låne trykkogeren - forestillingens symbolske joker, der hele tiden bliver kastet på bordet.

Teksten trækker Nis-Momme Stockmann lidt i langdrag. Det bliver nogle gange postulater - også i de monologer, der er lagt ind, og som nok kan have deres mening.

Ironisk fortæller
Delte meninger kan man have om den ironiske fortæller, der med en bog, han læser op af, holder begivenhederne på distance. Holger Østergaard gør det med glimt i øjet som en god kontrast til de voldsomme optrin, der udspiller sig bag ham.

Det er ikke noget vredt underklasseportræt, instruktøren Per Smedegaard trækker ud af Stockmanns tekst. Vel er det et par tabertyper, vi her møder i en europæisk betonslum, men det kunne være hvilke som helst sted i et vestligt middelklassesamfund, hvor det går så stærkt, at der er nogle, der ryger i svinget. »Du er kraftedme sådan en tabertype«, siger Inga flere gange til Lutz, når han ikke magter at agere eller reagere. Hvis typerne her er undertrykte, så sørger de i hvert fald for at undertrykke hinanden. Måske er Lutz en tøsedreng. Måske har han fattet noget. Under alle omstændigheder er dette ikke nogen offerhistorie - og det gør den blot spiselig. Det er nærmere en parodi på selvmedlidenheden.

182
Forrige anmeldelse
« Bang og Betty «
Næste anmeldelse
» Manden der ville huske »