Bang og Betty spillede for et par år siden på Folketeatret og er allerede nu af samme teater blevet sat op igen - dog med udskiftning i tre af forestillingens roller. Kun Ole Lemmeke er bibeholdt i rollen som den komplekse forfatter Herman Bang, der havde et tårnhøjt ego og tilmed et skrøbeligt sind. Det var noget af et personlighedsmix at gå og slæbe rundt på, og da han samtidig var homoseksuel i en puritansk tid, tog han til sidst flugten til udlandet.

Og godt at den gennem-autentiske Ole Lemmeke fortsætter med at spille Bang her i Folketeatrets anden opsætning. Han er forestillingens magnet og får virkelig alt i Bang frem: Den skarpe tunge og hans ætsende blik for løgne og livsløgne.

Scenen i forestillingen er en teaterprøve. Herman Bang sætter August Strindbergs Frøken Julie i scene sammen med den unge fremadstormende skuespiller Betty Nansen og hendes flotte, men ret talentløse skuespillerkollega Fritz Boesen - spillet af henholdsvis Karin Bang Heinemeier og Morten Hemmingsen.

Bang tænder på Boesen, ditto gør Betty, der bliver for lidt kvinde, når hun får for lidt mand derhjemme. Men ind fra højre kommer en perfid Johannes V. Jensen, med sideskilning efter en lineal, spillet med en forkrampet motorik af Thomas Jacob Clausen.

Vi skal tilbage til sædelighedsskandalen i København for lidt over 100 år siden. Der var klapjagt på bøsser, og Johannes V. Jensen tog del i den ved at kræve bøsserne interneret og tvangsbehandlet. Og det med en kronik i Politiken (!).

Vrede outsidere
Forestillingen handler mest om Bang, hans komplekse sind og hans kærlighed til den unge skuespiller Fritz, der ikke rigtig har nogen selvstændig rolle at spille i handlingen. Men den handler også om den oprørske Betty Nansen, der var i opposition alene af den grund, at hun var kvinde i en mandeverden - og endte med at få et teater opkaldt efter sig. Begge er outsidere, vrede og delvist utilpassede. Bang har det meste bag sig. Betty det meste for sig. Nogle steder bliver det, de har sammen dog lidt af et postulat. For hvorfor bliver hun ved med at tage den selvoptagede Bang alvorligt i takt med, at hun selv får mere pondus?

Der skal noget til at spille sig op ved siden af Ole Lemmeke, men Karin Bang Heinemeier magter det - til langt hen i anden akt, hvor stykket dog generelt taber i kadencen. Der ryger et flueben i karakterskalaen efter pausen.

Karin Bang Heinemeier skaber selve symbolet på den revolutionerende kvinde, der får og giver ekstra dynamik i modspillet med Johannes V. Jensen. Hun er både modtageligt menneskelig, men også hvert øjeblik hård i filten klar til kamp. Efter at Herman Bang er forsvundet til det mere frisindende Berlin, dukker Johannes V. Jensen atter op hos Betty Nansen. Han ville ikke forsoning, men så dog alligevel og udstråler dermed en dobbelthed, der er svær at tyde.

Kærlighedslængsler
Bang og Betty er et flænsende drama om håbløse kærlighedslængsler og det menneskelige »sjælekompleks«, som Ole Lemmeke med gentagelser slår fast i ouverturen til stykket. Rollerne uden om Bang giver Ole Lemmeke den støtte, der er nødvendigt for, at det hele ikke kammer over. Men jeg skal da love for, at Lemmeke kører den helt igennem med et infernalsk sprog fyldt med vekselvirkninger og konnotationer. Det er med at holde ørerne stive her. Lemmeke leverer fantastisk skuespil over en figur, der starter i det ædru og gradvist får en ordentlig bøhmand på for at gå over i den sårede tilstand og vende tilbage og spy giftigheder ud over scenen.

Ingen af os har mødt Bang. Men nu føler vi, at vi har.