Hvor er det dog herligt frisk og frækt at anbringe en rund fødselar, Danmarks verdensnavn inden for den klassiske musik, som noget nær en staffage i en fortælling om hustruen og et parforhold. Det er ikke blot 150 år siden, Carl Nielsen blev født, men også 100 år siden, at kvinderne fik valgret til folketing og landsting.

Skuespilleren og dramatikeren Vivian Nielsen har for Mungo Park i Kolding gennemlæst brevene mellem komponisten og hans hustru, maleren og billedhuggeren Anne Marie Brodersen, der måske ikke er kendt og husket af de fleste. Men det var trods alt hende, der vandt konkurrencen om at lave den rytterstatue af Kong Christian den Niende, der står foran Christiansborg i København. Kvindelige kunstnere for 100 år siden var ikke ligefrem noget, man dyrkede. Først i 1924 kunne kvinder søge om at komme ind på kunstakademiet i København på lige fod med mænd.

Brevvekslingen mellem de to kunstnere, der havde hver deres karriere, har Vivian Nielsen omsat til præcise dialoger og en teaterform, der vægter det fortællende element i det dramatiske udtryk - her og der med monologer direkte henvendt til publikum, men hele tiden i en vekselvirkning, der får forestillingen til at leve. Kvinde og kunstner - det var svært. Og midt i alt det kom kampen for kærligheden.

Viljestærk kvindefigur
Maja Juhlin giver Anne Marie Brodersen en viljestærk kvindefigur, som er meget fysisk og sanselig. Over for hende står en lidt Frank Thiel, der til at begynde med giver Carl Nielsen en tudekiks.

Hun forlader mand og børn for at tage ud i verden og dyrke sin kunst. Han står derhjemme og er ikke uden misundelse på hendes kunstneriske og økonomiske succes, lige indtil han selv oplever den. På skift står de og svinger deres cv’er over publikum og hinanden. Mere nutidig kan referencen vel næppe blive. I sin nid over for hustruen bebrejder Carl Nielsen hende for middelmådighed. Åh ja, denne middelmådighed. Engang var der kun få procent, der ville vide af den. I dag frygter vi den stort set alle sammen. Næsten alle vil vi være Guds udvalgte. Men uret tikker jo. Begge må de nå at skabe, inden det hele er slut, minder Carl Nielsen dem begge om flere gange.

Det er konflikten mellem de to, der får forestillingen til at leve. Skuespillerne Maja Juhlin og Frank Thiel taler med hinanden og til os foran en fin scenografi af en sokkel, hvor Anne Marie Brodersens rytterstatue venter på at komme op. Statuen kommer aldrig op. I stedet for må Carl Nielsen klatre derop for at slutte fred, efter at han - i sin solotilværelse med børnene hjemme på Fyn - har bollet ved siden af. Med husholdersken.

Minimal med maksimal virkning
Forinden åbner Maja Juhlin for et gnistrende temperament over for en Frank Thiel, der dæmper Carl Nielsen - og det virker. Eksperterne må fortælle, hvordan Carl Nielsen virkelig var, men det lidt overdimensionerede jakkesæt, som kroppen ikke fylder ud, symboliserer ikke ligefrem kunstnerisk jævnbyrdighed. Scenografien må roses for at være minimal med maksimal virkning. Nyd for eksempel scenen, hvor Carl Nielsen tuder i det ene af de to vandkar, der ikke er forbundne som i fysiktimerne. En fin finte med flere bibetydninger.

Det er jo slående, at de problemer et (efter tiden) progressivt parforhold kæmpede med for 100 år siden, stort set er de samme som i mange af nutidens forhold i kongeriget Danmark, hvor både far og mor har deres personlige ambitioner. Før og efter kvindefrigørelsen. Det er et ekspressivt stykke, Mungo Park her har sat op. Intens, fyndigt og værd at køre efter.