I Thomas Vinterbergs Festen har sønnen Christian forberedt en gul og en grøn tale til sin fars 60 års fødselsdag. Hvad der står i den gule, ved vi ikke. Da Christian giver den tyranniske machofar valget mellem de to taler, vælger faren den grønne.

På samme vis kunne man om Festen skrive flere taler i mange farver. Instruktøren Geir Sveaass vælger den tale, man kunne kalde den grønne i programmet til Folketeatrets ny opsætning:

»Al den utilstrækkelighed, vi føler. Alle de kampe, vi ikke tager. Alle de gange, vi ikke griber ind. Jeg tror, vi genkender os selv i normerne og de sociale mønstre - de trafikregler, vi følger til hverdag og fest. Vi mangler tit redskaber, når et medmenneske har brug for os«, skriver Geir Sveaass, når han skal forklare, hvorfor historien er værd at sætte op endnu en gang - og hvorfor den fænger os.

Filmen er blevet et nationalt ikon i Danmark, selv om handlingen i virkeligheden er lidt tynd, og incesten blot et overliggende tema. Festen har tidligere været sat op i lidt fantasiløse og overlæssede udgaver med naturalistisk scenografi i og uden for Danmark - også ret så massivt på de tyske scener.

Konsekvens
Folketeatrets version udmærker sig ved at skære ind til benet - især ved hjælp af den skrabede og netop derfor virkningsfulde scenografi og en enkelt, men konsekvent fortolkning af stoffet. Nogle steder er forestillingen herligt surrealistisk, andre steder grotesk.

Steen Springborg er i modsætning til filmfiguren Helge trukket frem som den centrale figur med sin slebne farlighed. I sit 40 års skuespillerjubilæum lægger han en rolig, men under overfladen farlig facade over Helge.

Måske kan den vanskeligt betegnes som en klassisk karakterrolle, nok er den kompleks, men i mindre grad modsætningsfyldt. Springborg leverer en intens præstation i udviklingen fra skræmmende til sølle.

Christian er en svær rolle på teatret, og Mads Knarreborg er her og der lidt tåget og anonym som den tragiske søn, der afslører familiens onde hemmelighed - faderens sexmisbrug af børnene. Blikket er fraværende, og ansigtstrækkene febrilske, men det virker lidt utilstrækkeligt.

Skræmmende schwung
Så er der skræmmende schwung over charmepsykopaten Michael, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen. Mens bedstefaren (Troels II Munk) vandrer frem og tilbage til mikrofonen for at belemre selskabet med tørre vittigheder, bliver Christian af broren - bag kulisserne - slæbt med ud i skoven, så han kan tæskes til at holde op med at fortælle sandheder. De er sgu så besværlige. Michael træder alle på tæerne, så det kan mærkes helt ned på tiende række i salen.

»I skovens dybe stille ro«, synger selskabet, hvis lallende forkvaklede feststemning tager til - her spiller hele holdet på scenen formidabelt sammen: Susanne Breuning i sin udadtil værdige og indadtil neurotiske moderskikkelse, Julie Agnete Vang i en her lidt afbleget søsterrolle og hendes »rigtig sorte negermand, der er lige så sort i hovedet som en tjære­spand« - nuanceret spillet af Christopher Læssø. Og Meike Bahnsen gør en interessant skrøbelig figur ud af den ene tjenestepige.

Selskabets tilbagetrukne tavshed bag forhænget, selskabets latterbragende tilbagevenden til bordet - der er virkningsfulde kontraster med vold og stilhed, som får os til at holde vejret. Og så i samspil med Marianne Nilssons gennemtænkte scenografi af et hvidt lokale med et bevægeligt offerbord i midten. Det lønner sig at se den - også en gang til.