Lille mand hvad nu? Mungo Park
Anmeldt 19/3 2015, 20:53 af Uffe Stormgaard
En imponerende forestilling
En imponerende forestilling
« TilbageKrise, fattigdom, arbejdsløshed og længsel efter, ja, bare et håb om en bedring.
Scenen er Berlin i begyndelsen af 30erne. Depressionen hærger – mens depravationen får frit løb. Vi kender de løsslupne miljøer og undergangsstemningerne, ikke mindst blandt kunstnere og kulturradikale p.t. hos Mefisto på Betty Nansnes Teater og Cabaret, der er på vej til Det Kongelige.
Hos Mungo Park er det, som titlen Lille mand hvad nu? siger, den lille mand, hr. Pinneberg – stilfærdigt og nuanceret spillet af Anders Budde Christensen - hvor arbejdsløshed, bolignød og uønsket graviditet hærger den lille familie. Udgangspunktet er Hans Falladas romanklassiker (1931), der i loyal socialrealistisk stil skildrer een blandt millioners kamp for at overleve fattigdommens fornedrelse.
Hr. Pinneberg er en stille kontorist, tysk omhyggelig og udset af chefen som datterens ægtemand. Men Pinneberg er forelsket i Pusser (livsbekræftende forsvaret af Maria Rich), som han har gjort gravid. Og så er det ”Heraus”, med retning Berlin, hvor mor som letlevende kvinde lejer (!) dem et beskedent værelse, med indbyggede konflikter.
Nu skal Pinneberg finde arbejde i Berlins skov af arbejdsløshed. Moderens amorøse forbindelser giver job i stormagasinet Mandels herreekviperingsafdeling – hvor arbejdsgiver grådighed kræver: salg, salg, salg… Den månedlige kvote skal opfyldes, ellers fyringsseddel.
I tykt, og især tyndt, følger vi vores lille familie – med den nyfødte ”Sardinen” i centrum.
Fornøjelser er der ikke plads til – dog en biograftur, med efterfølgende dans. Og Pinneberg er betaget af filmens hovedpersons solidaritet med netop den lille mand. En indlevelse og forståelse, der giver optimisme. Og dog. Kort efter er skuespilleren kunde hos Pinneberg – de dyreste jakker og frakker vækker beundring og glæde – Pinneberg stråler, for hans mango er stor på månedens salgstal. Her er den velstående, forstående kunde, der endog er begejstret for frakker og habitter. En måneds salg syntes reddet. Men ak, filmidolet er en oser – intet salg – selv en tryglen om forståelse hjælper ikke. Kun anklager og fornedrelser. Pinneberg afskediges ubønhørligt for at please den prominente kunde.
I krisens karruseltur oplever vi tidens barske vilkår. Drejescenen snurrer og en mangfoldig skare af mere eller mindre blakkede karakterer passerer revy, alle tynget af depressionens åg – og veloplagt fremstillet af Henrik Prip og Marianne Mortensen.
En imponerende forestilling. Fem skuespillere, der kan det hele – og det kan de. Et forrygende sceneskift med præcise omklædninger, hurtige tableauer, oftest ledsaget af tidens toner. Klaver, harmonika, vokal – og det kan de også. Martin Lyngbo, der har dramatiseret 30erklassikeren, har skabt en imponerende forestilling, afdæmpet i sin stil, inderlig og solidarisk med den lille mand. Vi er langt fra Brecht/Weills direkte pågående stil, tættere på Kammerspillets nuancefulde udtryk. Melodier om håb og længsel synkoperes i datidens swingstil, rammende arrangeret og medspillet af guitaristen Jonas Munck Hansen, tilsat Schuberts Wiegen Lied om Sehnsuch, der som leitmotif varsler alt det forfærdelige, der skal komme… og hurtigt kom.
Hans Falladas bestseller skulle naturligvis filmatiseres (1933) – forfatteren protesterede forgæves mod nazipropagandaens glorificering af den lille mands liv – allertydeligst da propaganda-ministeriet kræver de populære vokalister Comedian Harmonists schlager ”Kleiner Mann was nun…” fjernet (de var jøder!) – og det blev den!
Pennebergs replik om, at han ikke ved, om han skal stemme kommunistisk eller nazistisk, understreger den desperate situation.
Et tidsbillede med paralleller til vores egen krise? Høj arbejdsløshed, bankkrak og uroligheder på de europæiske politiske yderfløje er ellers tydelig nok. Det er ikke den historie Mungo Parks ensemble har valgt at fortælle. En svaghed, vil nogen mene. Med teatrets valg får vi en så velfungerende, velspillet og nærværende forestilling, at vi gerne nøjes med at gennemleve den lille mands lidelser. Og så kan vi jo selv, i bagklogskabens klare lys, prøve at svare: hvad nu?