Et kraftigt jernhegn adskiller scenen og tilskuerne i det lille teater. To ægtepar på den ene side hegnet. Os, publikum, på den anden. Tydeligere kan det vist ikke siges. Vi er på charterrejse. De to ægtepar på scenen er ved at installere sig på hotellet i to naboværelser. Turister, komedien om turistindustriens kunstige univers, kan begynde.

Stedet: en turistenklave, hvor som helst i den tredje verden. Sol, strand, billige drinks og opulente måltider. Her flokkes vi, i kunstigt skabte turistmiljøer, på vores flugt fra regnvejrsvirkeligheden, den grå hverdag og arbejdstrummerummen – kort sagt, en uge eller to ”på opleveren” på fjerne eksotiske destinationer.

Problemet er bare, at der ingen oplevelser er. Slet ingen. Stedet har ingen historie, ingen natur, ingen kultur eller befolkning – kun servicehoteller med pool og importeret personale til at betjene de vinterblege turister, gitret inde i en luksus-ghetto til tilbudspriser. En kopi af middelklassens drøm om ferieparadiset ”all inclusive”.

På den anden side jerngitret, fornemmer vi en farlig verden af oprør, revolution, hævntørst og borgerkrig. Der skal vi ikke ud!

I 1. akt præsenteres vi, på skift, for de to midaldrende ægtepar. Begge fulde af fordomme. Alle med stereotype karakteristika Den ene af damerne ”er på piller”, den anden åh, så lækkert klædt og nervøs for alt det snavsede. Mændene er også ret unuanceret skildret. Fordomme, racisme, dumme turistholdninger. Her får vi, både i dialog og i direkte tale til publikum præsenteret prototypen på turistens arrogance over det fremmede. Rigtig ramt bliver vi nok ikke – vi har hørt det så mange gange før. Brod og giften giver højest en stille kløen - og et overbærende grin ved glæden over, at sådan er vi da heldigvis ikke selv!

Så kommer 2. akt. Gitteret er væk. Vi er til turistreservatets ugentlige højdepunkt: ”hotelguidernes karneval”. Udklædningen og fri adgang til punchebowlen skal få os til at føle os frigjorte, muntre løsslupne, ferieglade. Og se nu bliver det farligt. For hvem er vi? Hvem er gæsterne? Er der udklædte terrorister blandt dem? Fra ligegyldigheden skifter vi pludselig til nærhed og det eksistentielle spørgsmål ”dem og os”. Angsten midt i tryghedens Bounty land. Farligheden og ”drømmeøens” skrøbelighed forplanter sig til vores fire turister – det hele bliver vedkommende.

Fra en slap og deja-vu introduktion, åbner ”maskeraden” nu for et uhyggeligt senbillede af vestens nydelses- og forbrugersamfund, sat overfor alt det fremmede, som turisten helst kun skal se fra poolkanten, gennem et skudsikkert vindue, med en azurblå drink monteret med parasol og boblevand, ved sin side.

De fire karnevals udklædte skuespillere (Birgitte Prins, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Morten Hauch-Fausbøll og Pauli Ryberg) udnytter fint maskeringsmuligheder for at nuancere og udvikle karaktererne – og scenografen Carsten Burke bruger behændigt spejleffekter og discolys til at understrege opstemtheden og undergangsstemningen.

Ja, så er man ligeved at tilgive 1. akts letkøbte turistklicheer. For med slutningens eskalerende konfrontation og usikkerhed får vi alligevel ”noget med hjem”.

Det skal instruktøren Kamilla Bach Mortensen og den svenske forfatter Magnus Dahlstrøm have tak for. Igen imponerende, at Får302s lille bitte scene tør og magter så stor en udfordring.