Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Det der er Husets Teater
Anmeldt 19/2 2015, 10:01 af Uffe Stormgaard

I murens skygge


I murens skygge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et højt trådnet, en grå betonmur skal forceres. Gennem krogede gange i halvmørke, hvor lyset foruroligende, snart dæmpet, snart tiltagende, når vi ned kælderdybet. Et rum fyldt ned murbrokker støv og snavs. En transistorradio, et miniskærm-sort/hvid tv på et spinkelt bord, falmede fotos og avisudklip på de nøgne mure. Her er vi stuvet sammen til musikken, nej mislyden, af en pågående enerverende brummen. En torturkælder? Nej, vi er i paskontrol kælderen – overgangen mellem Øst- og Vestberlin.

Et desorienteret teaterpublikum sammenstuvet i halvmørket, der forvirret spørger: hvornår begynder forestillingen? Den ER begyndt, lyder svaret.

Vi er på vej til Husets Teaters opsætning af Peter Asmussens monolog DET DER ER baseret på hans brevroman (2012) af samme navn.

Om lidt befries vi fra kælderdybets mørke og er på vej ind til teatrets tilskuerpladser. Langsomt nedtones kælderoplevelsen fra vores sind. Så en kort stund totalmørke i salen.

Fuld lys på scenen, der står nøgen, uden sættestykker eller dekorationer. Grå, bare vægge, højt til loftet. Og der, midt på scenen, sidder en sort klædt kvindeskikkelse på en spinkel Wienerstol. Stille eftertænksom. Det er hende vi skal være i selskab med den næste gode time: Renate, en midaldrende smuk kvinde. Østtysker, gift med Herman og i løbende korrespondance med danske Tom.

Men det er meget mere end en brevveksling. Et intenst kærlighedsforhold, som muren umuliggør en realisering af. Renate gennemlever i sine breve den svimlende umulige kærlighed og usikkerhed. ”Hvis muren falder, er det så stadig os?” skriver hun. For er danske Tom mere end kærlighed.

”Jeg ser ting, som jeg ikke så før. Kun fordi jeg skriver til dig. Uden dig havde jeg ikke set dem” fortsætter Renate, der i skyggen af Stasi og terror lever en dagligdag med mand og to børn – ikke langt fra den østtyske gennemsnitslykke. Udsigten fra lejligheden, fortæller hun, er som at være i en grøn skov, træernes kroner har tætte blade. Vi leger badeværelse med børnene om sommeren, selv om vi hverken har badeværelse eller varmt vand.

For Renates liv, midt i ensomheden og bedraget, er ikke uden glæder. Herman er en god mand, og børnene en daglig glæde. Veninderne, nære og forstående – selvom det kun er sporadisk, hun tør antyde sin lidenskab på tværs af muren.

Og ”kærlighedsbrevenes” vandring er ikke uden dramatik. Kuverten med de mange lidenskabelige ord lægges i en bestemt træstamme ved en bænk i parken – for senere, at blive hentet af en diplomatven, der som en anden postillon d´amour skaffer de farlige ord under censurens radar.

Renate gennemlever livsklogt hverdag og lidenskab. Usikkerheden. Angsten for det uvisse. Hvorfor svarer du mig ikke? Skal jeg lade mig forsvinde? Man skal ikke spørge om for meget, står som en usynlig skrift hen over livet i Østberlin. Hvad skal der blive af os, vi tumler rundt i historien, som to fortabte børn, skriver hun til Tom. Hvem er så denne danske Tom? Han bor i en lejlighed, der slet ikke er ham, mener Renate. Og deres kærlighed? Lever den måske alene på adskillelsen. Hvis muren falder, hvad så?

Og Muren falder. Og hvad så? Hvor er du? Er du der? Noget entydigt svar får vi ikke. Selv uden, at afsløre for meget af slutningens pointe, kan det godt antydes, at nogen happy-ending er det nok ikke.

I Karen-Lise Mynsters skikkelse gennemlever vi en kvindes inderste drømme og længsler i skyggen af et totalitært styre. Uden de store armbevægelser formidler hun smerte, glæde og håb. Lader os trænge dybt ind i et nuanceret kvindesind, der på trods af de hårde vilkår er fyldt med livsklogskab, optimisme og lidenskab.

Fra en spinkel stol, i et stort tomt rum, i mere end en time, fastholder hun publikum og indfører os i Renates nuancerede verden. En præstation – der fortjener respekt – mon ikke hendes 4. Reumert-pris er på vej.

Det skyldes ikke mindst Simon Stahos afdæmpede instruktion, der gør forestillingen til mere end en tør oplæsning af Peter Asmussens følsomme roman.

DET DER ER er den stille dramatik, skabt til det nære teater. På de premisser indfrier Husets Teater til fulde vore forventninger.

172
Forrige anmeldelse
« Skatteøen «
Næste anmeldelse
» Turister »