Mens Lille Sorte Sambo er blevet taget ned fra bibliotekernes hylder, og Tintin har været ude i noget af et uvejr for sin attitude over for de indfødte sorte i fremmede lande, så har Robert L. Stevensons Skatteøen undgået de krænkedes opmærksomhed. Her er ellers nok at føle sig stødt over for dem, der ikke mener, den historiske og kontekst kan retfærdiggøre en lettere naiv omtale af minoriteter og undertrykte.

Da skibet »Hisponiola« sejler ud fra havnen i Bristol, er det med kurs mod »kannibalerne«, »ud til de fjerne varme lande, hvor man æder hinanden en dag«. I en af fægtekampene taber »den irske satan« mod den engelske bådsmand. De lavere klasser i det britiske samfund omtales som »griske« oprørere. Tilmed er fortællingen fyldt med nationalisme. Kun de gode, ædle kan tillade sig at kalde sig englændere og repræsentere »Gud, konge og fædreland«.

Den hjertensgode danske musiker og komponist Sebastian lavede i 1980erne en smuk musical ud af Skatteøen. Det var dengang, Lademanns leksikon omtalte soul og blues som »negermusik«. Og da det var helt i orden at ryge Cecil uden filter på offentlige steder og i børns nærvær.

Herlig »Ostesang«
Derfor er det jo fantastisk, at man her i 2015 fortsat kan sætte musicalen op - endog til publikums store tilfredshed. Her bliver holdt en rigtig tempofyldt sørøverfest med flotte kulisser og kostumer, rockede rytmer og humor. At høre Troells Toya synge Ben Guns »Ostesang«, efter at denne stakkels sømand har siddet i årevis på en øde ø og spist østers og bær, er næsten det halve af fornøjelsen.

Men hovedpersonen Emil Birk Hartmann - nyuddannet fra Musical­akademiet i Fredericia - skal også fremhæves for sin rolle som »Jim«, drengen, der både finder skattekort, afslører sammensværgelser, finder Ben Gun og redder skibet »Hispaniola« fra at komme i kløerne på besætningen, der laver mytteri undervejs. Lars Bom er en herlig slem dreng som sørøverkaptajnen John Silver - selv med et ben og en krykke kan han få faren til at ligge på lur. Torbjørn Hummel gør det også godt som en gæv doktor, mens Niels Weyde er gennembritisk og ikke alt for kvik som godsejer. Selvironi har de, de briter, måske er det derfor, Skatteøen lever videre i bedste velgående. I det hele taget er rollelisten sikkert besat med aktører, der både kan sang og skuespil.

Handlingen er medrivende, og den levende musik bliver hængende i øret. En glad familieforestilling. Gode englændere holder ord, og en retfærdighed sejrer til sidst.