Tidligere i denne sæson havde jeg fornøjelsen at se årets sommerballet på Bellevue Teatret. Den kunne, efter min mening, betegnes mere som en "ballet-koncert" end en egentlig balletforestilling. Det samme mener jeg er gældende for Come fly away. Det er ikke ballet i traditionel forstand, som eksempelvis en handlingsballet. Ligesom en teaterkoncert tager den udgangspunkt i musikken fra en enkel kunstner. Det er en forestilling, som er styret af musikken fremfor en handling og et bestemt scenisk udtryk.

Den amerikanske koreograf Twyla Tharp har leget med Frank Sinatra i over 30 år, og man fornemmer, at hun har opfrisket koreografien fra tidligere opsætninger af Come fly away i USA til sit samarbejde med Det Kongelige Teater. Temaet er kampen om viljen til at overgive sig følelsesmæssigt til en anden person, uden at miste sig selv i processen, og det er omdrejningspunktet for mange af de pas de deux’er, Twyla Tharp har udviklet til os.

Det musikalske arrangement er en behagelig overraskelse. Man kunne have valgt at anvende de mange indspilninger Frank Sinatra har lavet, men for at få det bedste af begge verdener har Twyla Tharp valgt at kombinere Frank Sinatras vokalspor med live-musikere på scenen. Nå det er The Chris Minh Doky Orchestra der spiller er der afgjort lagt op til en dejlig aften på Gamle Scene.

Scenografien er lavet af James Youmans. Den er sparsommelig med en trappe i den ene side, som fører gæsterne ned i natklubben i starten af forestillingen. Der er et par sorte cafeborde og stole, og så en drinksbar. I baggrunden er Chris Minh Dokys orkester hævet på en scene og har et velour-tæppe med lysdioder der funkler som stjerner bag sig.

Kostumerne af Norma Kamali er i bedste 40'erstil, komplet med tætsiddende jakkesæt til herrerne og korte glimmerkjoler til damerne.

Dansegulvet ryddes aldrig i natklubben i Det Kongelige Teaters opsætning af Twyla Tharps pulserende Come Fly Away. Dansen er sensuel, kompakt og udbasunerende på samme tid. Gennem ballettens formsprog formidles alle de følelser, man forbinder med det flirteri og parforholdsdynamik, man kan forvente sig fra en natklub.

Det er jazzballet med et twist af både klassisk ballet (som fouettes og grand jeté) mere standard danseelementer. Det er tempofyldt og flot. De unge, smukke mennesker er samlet i natklubben for at feste hele natten, og den får alt, hvad en god nat i byen kan mønstre: den første forelskelse, kampen om den samme pige/fyr, forførelsen og til sidst kampen mod tømmermændene (både de fysiske og moralske), der langsomt melder sig som natten rinder ud.

Det er en frisk og legende koreografi, hvor der er også er plads til små komiske øjeblikke. Det virker som om, at Den Kongelige Ballets korps nyder at bruge deres teknikker lidt ude af deres vante opsætninger.

En af de pas de deux, som må nævnes, danses til ”That’s Life”. Rent musikalsk set adskiller den sig fra resten af de valgte Frank Sinatra sange. Det er en temperamentsfuld pas de deux, som danses af Gregory Dean og Femke Mølbach Slot. De afbilleder magtkampen mellem en mand, som gerne vil dominere sin partner, og en kvinde, der under ingen omstændighed vil lade sig underkaste en mands vilje. Det er så tæt på en (mental) slåskamp som det nu engang kan formidles gennem ballettens udtryk. Det er kraftfuldt og fængende.

En anden pas de deux, som er værd at fremhæve, danses til ”You Make Me Feel So Young” af Alexander Bozinoff og Benita Bünger. Hun er i en hvid Charleston-kjole og ligner en rigtig Baby Doll. Han er en af natklubbens bartendere, som bliver betaget af den unge kvinde. Deres parti er svævende let, og der er mange løft og akrobatiske sekvenser. Det er tydeligt, at publikum elsker dem og deres jagt efter hinanden.

Vi er budt med til at fejre musikken af crooneren over dem alle. Frank Sinatras fløjlsbløde stemme toner ud af højtalerne, mens The Chris Minh Doky Orchestra spiller fabelagtigt i baggrunden. Det er en forestilling, som flyver afsted, og man forlader Gamle Scene med jazz-trippende fødder, en smule forelsket.