I programmet sendes en uforbeholden undskyldning til den britiske duo W.S. Gilbert og Arthur Sullivan og den er også velanbragt, for deres operette »HMS Pinafore« behandles usædvanligt frit - for nu at sige det diplomatisk.

Det er ikke dilettanter, publikum får at gøre med i to mands-udgaven af Pinafore. Tenor Jakob Næslund Madsen og baryton Hans Dueholm har begge en uddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium og har haft store partier på blandt andet Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater. Synge - det kan de. Men de to operasangere er også fremragende komikere og skaber med opsætningen en gennemført ironisk distance til operetten. Forestillingen er et samarbejde mellem turneteatret Figaros, Den Ny Opera i Esbjerg og Operaen i Midten i Holstebro.

Gilbert & Sullivan tog gas på det britiske klassesamfund og al dets forlorenhed og påtagede attitude. Jakob Næslund og Hans Dueholm tager sammen med musikeren Allan Dahl Hansen gas på både Gilbert & Sullivan og Pinafore.

Handlingen i Pinafore er som i de fleste operetter hurtigt fortalt: En matros er håbløst forelsket i kaptajnens datter, der dog er forlovet med »storkors p.p,. overadmiral«. Uinteresseret er hun dog bestemt ikke i matrosen, men de kan ikke bare sådan tillade sig at hoppe om bord i hinanden. Det skarpt opdelte klassesamfund står i vejen for deres kærlighed. Ditto for den ubetydelige sælger Lille Forglemmigej, der godt kunne tænke sig noget kaptajn. Heller ikke kaptajnen og sælgersken må have det sjovt med hinanden på grund af deres vidt forskellige positioner i samfundet. Problemet løser sig, da det viser sig, at de to mænd er blevet forbyttet ved fødslen.

Der er mange partier, solister og tilmed et stort kor i denne operette. Hvordan søren skal to mand klare den?

Det klarer Hans Dueholm og Jakob Næslund Madsen i en ruf - ved at springe fra den ene rolle til den anden. Tenoren forvandler sig tilmed til en sopran, når det er påkrævet, og det er kostelig underholdning.

Hverken plat eller pinligt
Der bliver gjort nar ad engelske traditioner, flåde, stolthed og snobberi med admiralen, der aldrig har været til søs. Når man siger Jørgen Reenberg og »Admiralens vise«, ringer der en klokke hos de fleste.

Den komiske operette er hevet op på et højt professionelt niveau, og på intet tidspunkt bliver det plat, pinligt eller poppet.

De to kan synge operette, så det er en fryd selv for opera- eller operettehadere. Til de bedste scener hører den, hvor de skændes om at komme til at synge Admiralens Vise. Dueholm tager Næslund Madsen ved næsen, da sidstnævnte sendes ud for at klæde om til admiral med løftet om, at denne får lov til at synge visen, når han kommer tilbage.

Gæt selv, hvad Duelholm gør i mellemtiden.

Herlig frierscene
Frierscenerne er forudsigeligt kostelige, og spændende er det at se, hvordan de to klarer at agere et helt matroskor. Man nænner ikke at snyde den læser, der ikke har set forestillingen, for den gode overraskelse.

Hans Dueholm og Jakob Næslund Madsen behandler klassikeren med respektfuld respektløshed, og al satiren og stand up-komikken til trods: Denne opsætning er seriøs musikalsk og rammer et publikum, der ellers aldrig ville gå i operaen, lige i mellemgulvet. Forhåndskendskab er en fordel, men slet ikke nødvendigt.

Faktisk passer hele indholdet godt til forfatteren Gilbert og komponisten Sullivan. De hadede hinanden og gav begge udtryk for, at deres samarbejde var uudholdeligt. Udadtil var samarbejdet en succes, så de var nødt til at fortsætte.