Det er ikke rigtig til at se, om de er drenge eller mænd. Måske er det bare mænd, der stadig er drenge. Eller drenge, der lader som om, de er mænd. De fire blærerøve kommer drønende ind på scenen på legetøjsknallerter af træ og laver en pokkers larm. For blærerøve, det er de. Selvglade og store i slaget. Men er der nogensinde nogen, der har mødt en blærerøv, der ikke har sit svage punkt, som al denne pral skal dække over? Hunderæd for at blive afsløret.

I teaterforestillingen En blærerøvs historie kommer der også sprækker i skallen. Mandehørmen, ha-ha-ha og »hold kæft, hvor var jeg fuld, mand« i omklædningsrummet synes at have andre formål end blot at imponere de andre med, hvor mange flasker, der blev vendt på hovedet. Man slipper samtidig for at berøre emner, der ikke er så specielt seje at nævne i gutternes nærvær.

Skuespillerne Klaus Andersen, Heine Ankerdal, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam giver den fuld gas i denne uhøjtidelige, i perioder totalt humoristiske og poetiske forestilling. De fire er ikke Anonyme Alkoholikere, men Anonyme Blærerøve, der deler erfaring, styrke og håb for at kunne løse deres fælles problem: Disse evindelige pralerier.

Fire gange mig
De fire kalder sig pudsigt nok alle »mig«. Deres udstråling og fysiske fremtoning kunne vel næppe være mere forskellig, og det er med til at give forestillingen drive og spændvidde. Der er musikalitet, timing, rytme og et formidabelt samspil i en uhyre enkel scenografi: En rullende kasse lavet af finer.

Kassen kan rulles rundt på scenegulvet, klappes sammen og klappes op til rum i dusinvis, omdannes til sovesal med køjesenge, til omklædningsrum, til en trang sauna og et lille plateau, hvor et af mig’erne (her Klaus Andersen) kan sidde og gøre sig til som verdensmand - der kun er, hvad han er, i kraft af sit publikum.

Forestillingen er fragmenter, og nogle er betydeligt bedre end andre. Trods lidt ujævnheder er det dog halvanden times vedkommende teater - både til unge og voksne.

Vrangen vendes ud
Replikkerne er uden omsvøb og bestemt ikke præget af forlegenhed. Humoren og energien klæber til dem. Stykkets univers er mættet med modsætninger og paradokser i et rum, som lyssætningen er med til at holde enkelt. Meget lidt bliver til meget. Bevægelsesmønstrene er raffinerede, og de mange korpassager særdeles underholdende. Det ene øjeblik larmer det, det næste er det stille, når vrangen bliver vendt ud af de ellers så selvsikre blærerøve. En af dem taber masken, da han ikke tør være alene i mørket, en anden da han midt i en maskulin sportskamp ufrivilligt kommer til at blotte sin højdeskræk, og en tredje, da han indser sin ensomhed, når han ikke kan spejle sig i et publikum - der for længst har forladt ham.

En blærerøvs historie er bogstaveligt talt men også i overført betydning teater i øjenhøjde. Nogle gange hylende morsomt - andre gange bevidst tåkrummende pinligt. En god påmindelse om at lade blær afløse af nærvær. Og det gælder vel ikke blot drenge i omklædningsrummet, men sikkert også små mænd (og damer for den sags skyld) med store, store biler, titler, ordner og jeg skal give dig, skal jeg. Selvironien er vel næppe kun ment som en opsang til selviscenesættende unge.